Skip to main content

Six Senses Zil Pasyon – en dimension mere, et lag dybere og helt suverænt

På den lille seychelliske ø Félicité har Six Senses åbnet et af deres nyeste skud på stammen af resorts: Six Senses Zil Pasyon 5+*. På første parket til Det Indiske Ocean. Omgivet af smukke klippeøer som vind og vejr gennem tusinder af år har mejslet skulpturelle mønstre i. Det ligner et lille paradis og viste sig også at være det – og mere til.

Du er ikke i tvivl om, at du er på vej til noget unikt, når du nærmer dig øen i speedbåd fra naboøen Praslin, fortæller designeren Stine Goya. Hun er forelsket i Seychellerne, og deler her ud af sine oplevelser på Six Senses Zil Pasyon.

Den eneste lokation på øen

Six Senses Zil Pasyon er det eneste resort på øen. Det mærker du tydeligt. Her er ro. Ingen forstyrrelser. Du fornemmer hurtigt, at her handler det ikke kun om den lige vej til luksus og forkælelse, men om at nå en lidt dybere ro, et lag længere og dybere ned.

Alt er gennemtænk

Resortet består af i alt 30 poolvillaer udført i farver og materialer, som blender smukt sammen med øens tropiske nuancer. Villaerne ligger perfekt spredt fra hinanden med udsigt ud over havet fra alle villaens rum. Design og indretning er helt i top. Ikke posh og anonymt, men personligt og lækkert. Du fornemmer tydeligt en tanke bag.

Det er sjældent, vi kommer til et resort, hvor vi tænker: Sådan her kunne vi selv drømme om at indrette et lille hus, hvis vi havde mulighed for det. Det osede af kvalitet og gennemtænkt god stil med raffinerede detaljer alle vegne til at forsøde dine sanser og blive inspireret af.

Panorama udsigt fra start til slut

Vi boede med udsigt til havet. Fra stuen, fra sengene, fra badekarret, fra bruseren, fra terrassen, fra poolen. Panoramaudsigt hele vejen rundt, 360 grader. Vores villa lå perfekt på en skråning, omringet af granitblokke i mange forskellige formationer, der smeltede smukt sammen med den enestående natur.

Villaen bød også på store panoramadøre, der kunne skydes til side, så indvendigt og udvendigt blev forenet. Det nød vi meget af, når den stærkeste sol var taget lidt af, og vi trængte til bare at lege i poolen med ungerne eller slappe af i skyggen indendørs.

Verdens bedste morgenmad

Alle måltider spiser du på resortet – som “in house dining” i villaen eller på resortets restauranter. Menuerne fristede med lækre og inspirerende retter til alle måltider. Kvaliteten, overraskelserne og det gastronomiske udbud levede på alle måder op til vores forventninger.

Jeg tror vi fik noget af det bedste morgenmad, vi nogensinde har smagt. Især retten med Banana & cinnamon coconut tempura og frozen vanilla yoghurt med honning var et hit!

Alle 5 stjerner kommer til udtryk

Vi glædede os til alle måltiderne – fordi mad, indretning og beliggenheden lige ud til havet var helt i særklasse. Men også fordi betjeningen var afslappet og behagelig. Personalet var smilende og iført farverige klæder. De var proffessionelle og frem for alt personlige i deres stil.

Og så gik der små vilde høns rundt mellem fødderne på dig, hvilket ingen lod sig mærke af. De hørte til, hvilket er sjældent på den gode måde på et 5-stjernet resort. Det var hyggeligt. Helt perfekt. Livsbekræftende. Og afslappende.

Spa med en dimension mere

Helt bogstaveligt havde den nyåbnede spa på Zil Payson en dimension mere at byde på end andre luksus-spaer. Modtagelsen i receptionen er lækker, simpel og nærmest beskeden. Vores treat skulle foregå i “The Hanging House”. Spændende. Hvordan så der mon ud?

Naturen definerer vejen

Turen derhen gik ad små, snoede stier omgivet af grønne palmer. Over en hængebro. Rustikt og nænsomt sat op imellem megastenene, der med hver deres unikke storhed skaber et landskab af gange og huler. Her er det naturens vilkår, der definerer vejen.

Svæver The Hanging House? Nej, men det føles næsten sådan, når du træder ind i rummet med den åbne, uforstyrrede udsigt ud over havet og horisonten.

Gennemført opmærksomehed

Den paradisiske oplevelse kompletteres af hele atmosfæren på resortet. Din personlige butler sørger for, at du får det optimale ud af dit ophold og arrangerer alt fra is på terrassen til romantiske middage, oplevelsesrige udflugter med skildpadder og snorkling – eller bare en helt almindelig, lille udflugt på granitblokkene, der trodser tyngdekraften i solnedgangens orange skær.

Vi skal tilbage, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Gæsteblogger

På Nyhavns Verden deler passionerede globetrottere ud af rejseberetninger fra nær og fjern. Personlige indtryk og tips, som vi alle kan drage nytte og blive inspireret af. Har du også oplevet nogle helt enestående, som du gerne vil fortælle om? Så tag fat i din rejserådgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *