Skip to main content

Håndbog til Paradis: Alt, hvad du skal opleve på Seychellerne

Seychellerne drager straks tankerne mod paradisstrande. Flere af strandene er da også kåret som nogle af de bedste i verden. Men vil du opleve det ægte Seychellerne, skal du krydre din badeferie med oplevelser. Du skal cykle gennem tropeskove, møde kæmpeskildpadder og se kæmpe kokosnødder. Sejle og snorkle. Og mærke hjertevarmen fra de lokale.

Læs med her, hvor jeg guider dig til alt fra de største oplevelser til de bedste strande og resorts på et udvalg af Seychellernes 115 øer.

Mahé

Mahé er øen, der har det hele

Seychellernes hovedø rummer en spændende kreolsk kulturarv, og hovedstaden Victoria er charmerende med farverige markeder og kolonitidsarkitektur. På Mahé kan du vandre i bjergene i Morne Seychellois Nationalpark og snorkle i marinenationalparker.

Four Seasons Resort på Mahé

Her skal du bo på Mahé

Nogle af Seychellernes bedste resorts ligger på Mahé. Vælg eksempelvis Four Seasons Resort 5*, der byder på underspillet luksus og smagfulde villaer.

Eller bo på det skønne Constance Ephelia Resort 4+*, som du kan se på billedet herover. Resortet ligger ud til marinepark og sublim sandstrand.

Filmen er fra mit sidste besøg på Praslin, stranden er Anse Lazio

Kokosnøddernes ø, Praslin

Praslin rummer bl.a. Seychellernes vigtigste naturområde, den UNESCO-beskyttede nationalpark Vallée de Mai. Her kan du opleve 35 meter høje palmer med 30 kilo tunge kokosnødder (coco de mer-nødder), som gennem tiden har været inspiration til utallige legender – inklusiv den om Edens Have. Derudover skal du nyde guddommelige strande med Anse Lazio som kronen på værket.

Cousin, Curieuse og St. Pierre

Bonus: Øhop til Cousin, Curieuse og St. Pierre

Und dig selv at sejle på øhop fra Praslin. På Cousin og Curieuse venter tropeklædte skove, bløde granitklipper og eksotiske strande med alt fra ikoniske kæmpeskildpadder og havskildpadder til imponerende fuglearter. Er du heldig, ser du skildpadderne lægge æg på stranden.

St. Pierre er dog mere et klippeskær end en ø. Den er da også ubeboet og umulig at gå i land på. Og så gemmer øens koralrev et overdådigt marineliv med tropefisk i alverdens farver – husk snorkeludstyr!

Raffles Seychelles på Praslin

Her skal du bo på Praslin

Mit favorithotel er Raffles Seychelles 5* cirka tre kilometer fra Anse Lazio. Din luksusvilla ligger i det skrånende terræn med privat pool og så fantastisk havudsigt, at du kan bruge timer på at nyde synet.

En anden favorit på Praslin er Paradise Sun 4* (se foto ovenfor) med skønne værelser og bungalows, middage på stranden og masser af aktiviteter for store og små. Yoga, snorkling, kajaksejlads er blot nogle af aktiviteterne, du kan give dig til.

La Digue

La Digue har verdens bedste strande

La Digue opleves allerbedst på cykel eller i en af de traditionelle oksekærrer, som et fåtal af de lokale stadig benytter i ny og næ. Vælg selv ruten, oplev landsbylivet og nyd freden på junglestierne med tid til stop og fotos undervejs. Det er også på La Digue, du kan bade fra den ikoniske Anse Source d’Argent, en af verdens mest fotograferede strande. Men også Anse Cocos, Anse Severe og Anse Patates hører til verdens bedste strande.

Tip: Bor du på Praslin uden nok rejsedage til også at bo på La Digue, så sejl i stedet hertil på en heldagsudflugt og oplev øen på cykel.

Le Domaine de l’Orangeraie // Le Repaire

Her skal du bo på La Digue

Du skal bo på Le Domaine de l’Orangeraie 4* med stort poolområde, fredfyldt strand og skønne villaer. Går du mere ind for ”småt er godt”, skal du vælge Le Repaire 3*, som er et hyggeligt, lille boutiquehotel. Her handler livet først og fremmest om at tage den med ro og nyde tilværelsens enkelthed. Begge hoteller ligger super i udkanten af La Digues hovedby, La Passe.

Six Senses Zil Pasyon

Félicité – Six Senses står for totaloplevelsen

Den lille ø Félicité er forførende og smuk med rå strande, granitklipper og vegetation. Hotelmulighederne kan tælles på én hånd, og du skal naturligvis bo på det bedste af det bedste: Six Senses Zil Pasyon 5+*. Du bor i en af de 30 poolvillaer og nyder barfodsluksus med service, gastronomi og spa i verdensklasse.

Fuldend oplevelsen ved at ankomme i helikopter – en flyvetur du sent vil glemme med udsigt til Seychellernes øer, der viser sig som små ringe i vandet.

Læs også om Stine Goyas oplevelser på Six Senses Zil Pasyon her.

Denis Island

Robinson Crusoe-stemning på Denis Island

Er du på udkig efter en ægte Robinson Crusoe-oplevelse, skal du tage til Denis Island, der er Seychellernes mest afsidesliggende ø. Denis Island 4+* er eneste bebyggelse på øen, og resortet er overvejende selvforsynende.

Din villa gemmer sig hyggeligt mellem træer og buske og uanset, hvor på øen du er, ser du ikke et glimt af andre øer. Husrevet gemmer til gengæld på et rigt dyreliv med alt fra koraller til tropefisk, rokker og havskildpadde – så det er bare om at komme i vandet med svømmefødder og snorkel.

Fakta om Seychellerne

Transport: Med fly fra København til Mahé via Dubai eller Doha. Videre transport fra Mahé med båd, propelfly eller helikopter.
Besøg altid mindst to – og gerne tre – forskellige øer, når du rejser til Seychellerne!

Sæson: Du kan rejse til Seychellerne året rundt. Bedste sæson er dog fra april til oktober, og du skal være opmærksom på, at strandenes udseende og kvalitet kan variere fra måned til måned.

Sprog: Seychellois, fransk og engelsk. Du kan begå dig på engelsk overalt i turistområderne.

Book i god tid, så du er sikker på at få plads på de resorts, du drømmer om at opleve. Helst et år i forvejen!

Maria Andkær Øien

Maria Andkær Øien (f. 1981) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2013. Hun er ekspert i både Europa, Hawaii, Bali, Thailand, Mauritius og Seychellerne. Maria elsker nemlig at rejse i øst og vest og at møde nye kulturer sammen med sin familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *