Skip to main content

Derfor vælger jeg mobile camps i dyrenes rige

Selv om jeg har været på safari i Afrika mere end tyve gange, er der særligt én oplevelse, der står stærkt: Safari i Serengeti nationalpark i Tanzania!

Jeg boede i Kati Kati Tented Camp, som er en mobil camp, der rejses direkte i vildnisset. Her er man gæst på dyrenes præmisser, og de kommer og går, som de har lyst. Så tæt på, at man om natten kan høre og næsten mærke dyrene vandre forbi uden for teltets papirtynde kanvasvægge.

Kom med på eventyr.

Safarihistorier ved bålet

Lejrens safaritelte blender ind i det golde slettelandskab med solen hængende som en ildrød cirkel på himlen. Langsomt dalende ned i jorden. Sådan ser det i hvert fald ud i skæret fra bålet, hvor jeg sidder og deler safari-historier med lejrens andre gæster. Sådan som man nu gør, når man er på safari med en mobil camp som base.

Kati Kati Tented Camp har alle nemlig en privat guide og får vidt forskellige safarioplevelser hver dag. De skal deles, og det er en del af charmen!

Klik på billedet for at forstørre

Lyden af Løvernes Konge

Der hersker en helt særlig stemning ved bålet. Her er intet lys i miles omkreds. Ej heller et hegn til at markere grænsen mellem os og savannens vilde dyr. Er de mon i nærheden?

Stemningen topper, da Løvernes Konge brøler højlydt i det fjerne. Guiden forsikrer os dog om, at løverne ikke kommer gennem lejren nu. Men måske kommer de senere, når vi sover. Af samme grund går ingen tilbage til deres telt alene, men bliver fulgt af vagter, som i øvrigt holder øje med alt, der går ind og ud af lejren.

Var det en giraf?

Om natten vågner jeg op til lyden af tunge skridt ved mit telt. Jeg holder vejret et øjeblik for at få det hele med. Jeg ved, at det er farligt at forlade teltet om natten, så jeg nøjes med at kigge ud. Spiller min hjerne mig et puds? Eller er det virkelig et par lange girafben, jeg skimter i mørket? Præcis af denne grund elsker jeg safari i mobile camps. Du er bare lige dét tættere på.

En gang vågnede jeg op til lyden af en bøffel, der lå og sov klods op af mit telt. Jeg kunne høre dens tunge, snorkende åndedræt og dufte den gennem teltets tynde kanvasvægge.

Serengetis uendelige stepper

Næste dag er jeg tidligt på færde for at opleve savannen vågne. Mens vi kører af sted, fortæller min guide, at Serengeti betyder “de uendelige stepper” på Masai-sprog. Det forstår man godt. Serengeti nationalpark er et vidunder af et landskab med alt fra knejsende bjerge til grønne akacietræer, brusende floder og små vandhuller.

Jeg føler mig draget af udsigten og mærker en følelse af ro sprede sig i kroppen. Ligesom når du ser ud over det endeløse hav og trækker vejret dybt. Dybt. Dybt. Aaahhh … En følelse af frihed.

Den store gnuvandring

Vi har ikke kørt mere end et kvarter, før vi spotter tusindvis af gnuer, der vader af sted uden at ænse os. Det er midt i marts, hvor gnuerne har kælvet, og nu er de på vej videre på deres store vandring – migrationen – mod det nordlige Serengeti. Vi slukker motoren for at nyde øjeblikket og ikke mindst, at vi er alene uden andre safaribiler.

Stilheden er intakt og synet af den ene gnu efter den anden, som roligt skridter forbi, mens savannens støv cirkulerer om dyrene, er på alle måder en enestående oplevelse.

Se film fra dagens safari i Serengeti nationalpark

Helt tæt på savannens dyr

Serengeti nationalpark er verdens største vildtreservat og rummer den største koncentration af dyr. Jeg møder da også hele paletten af Big Five på min morgensafari!

Flodheste hænger ud ved det lokale vandhul. Giraffer spankulerer majestætisk forbi. En gepard vogter over sine legende unger. Og vi må standse brat, da et par zebraer pludseligt dukker op mellem det tætte buskads og løber tværs over vejen. Senere spotter vi løver i gang med dagens middagslur. Selv om de ligger helt stille, holder vi os på afstand. De er trods alt savannens stærkeste rovdyr.

Safari når det er bedst

Tilbage i lejren går snakken om alt det, vi hver især har oplevet på dagens safari og gennem natten. Var det kun mig, der havde hørt girafferne i nat? Var det overhovedet giraffer?

Sådan er safari, når det er bedst. Du inviteres inden for i dyrenes forunderlige verden for en stund og tager derfra med oplevelser uden sidestykke.

Og så er safari i en mobil camp bare lige det vildere. Her er du helt tæt på. Uden et hegn til at optegne grænsen mellem dig og savannens vilde dyr.

Gå ikke glip af …

vil du også på safari i Serengeti nationalpark? Så kan disse tre oplevelser tage din safari-rejse til nye højder:

  1. Ballonsafari i solopgangens skær med champagnebrunch på savannen
  2. Femstjernet luksus på Four Seasons Safari Lodge i hjertet af nationalparken
  3. Rejse til migrationen i Serengeti og videre til bjerggorillaer i Rwanda
Klaus Nolsøe

Klaus Nolsøe (f. 1974) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser i to år. Han er specialist i Afrika og har været på talløse safarirejser, men også oplevet storbyer og paradisstrande. På Klaus’ rejser fylder naturoplevelserne meget, og han drømmer bl.a. om at vende tilbage til Nepal, hvor han før har trekket i Himalaya.

2 kommentarer til “Derfor vælger jeg mobile camps i dyrenes rige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *