Sådan hjalp konkubinens bryster mig op på Sigiriya

Jeg hader smalle, stejle trapper. Jeg kan ikke. Simpelthen. Nu står jeg så foran Løveklippen på Sri Lanka. 1202 trin op. Det SKAL lykkes. Et skridt af gangen. Om lidt bliver jeg hjulpet på vej af et genialt råd. Det vender vi tilbage til.

Sigiriya – et ufatteligt projekt

Løveklippen Sigiriya er attraktionen over alle attraktioner på Sri Lanka. Et UNESCO-beskyttet vidunder, hvor det er ufatteligt, at nogen overhovedet kunne få ideen. Og endnu mere ufatteligt, at nogen har formået at føre den ud i livet.

Men Kong Kasyapa fik altså ideen. Et palads på toppen af en 200 m høj lodret klippe med vandhaver og alt, hvad der ellers hører til et kongeligt citadel. Jeg skal bestige det nu. Besejre det er nok ordet.

En blid start fra bunden

Sidst, jeg udfordrede mig selv med stejle, smalle trapper, var i brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby på Kulturnatten. Mål: Kom op i det fritstående klokketårn, campanilen. Hele min krop låste efter blot 3 trin.

Jeg ser op mod Sigiriya. Jeg kan ane trapperne på siderne. Jeg siger ikke noget til guiden. Ikke endnu. For starten er blid og menneskelig.

Vi går langs det nederste niveaus vandhaver og fundamenter af utallige bygningsværker. Vi hører om krokodiller i voldgraven og springvand, der stadig virker, når det regner kraftigt, mens vi går. Det sødeste kæmpeegern tjekker lige, om vi skulle have et par nødder med. Desværre, kammerat!

Den første opstigning – det går endnu

Vi nærmer os selve klippen. Den vokser sig større og større som en gigantisk champignon. Ayers Rock på srilankansk. Tanken om paladset på toppen bliver tilsvarende mere og mere uvirkelig. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Hvordan kunne de bygge det på kun 7 år? Med håndkraft! Hvor mange millioner mursten er der mon gået til? Og hvor mange arbejdere??

Den første opstigning sker ad trin hugget ud i klippen. Vi bevæger os ind gennem en kæmpe sprække i klippen, og trapperne leder os videre op. Undervejs ser vi trin af kæmpe marmorstykker bragt hertil langvejs fra og båret op. Hvor stor var en srilankansk bygningsarbejder lige i år 477?

Spindeltrapperne – så for den da

Jeg ser jævnligt op mod Løveklippen. En form for selvpineri? For nu kommer de. Spindeltrapperne. Dem jeg har frygtet mest. Deres metaltrin. Deres stigning. Deres ”ingen vej tilbage”, fordi man går op den ene vej og ned den anden.

Jeg har stirret på billeder af dem i måneder. Nu er de virkelige.

De SKAL forceres, hvis jeg vil opleve spejlvæggen, hvor kongen kunne spejle sig i glatpoleret gips, og ikke mindst de gamle fresker med smukke malerier af meget letpåklædte konkubiner. Man er vel historisk interesseret.

Rådet, der ændrede alt

Jeg vender mig mod guiden. Der er noget, jeg må fortælle. Han lytter. Smiler. Og kommer så med forløsningen: Bare tænk på konkubinernes store bryster, der venter for enden.

Sagde han det? Sagde han virkelig det? Den pæne srilankaner????

Vi ser et øjeblik på hinanden. Griner. Og op går det. Uden problemer. Tak guide. Og tak konkubiner. Jeg kommer op til jer. Hvor er I smukke.

Gennem løveporten og videre til toppen

Efter freskerne fortsætter jeg. Intet kan slå mig omkuld nu. Ind gennem den imponerende løveport, der nu om dage består af to kæmpe poter, men som i sin tid var en 14 m høj løve, hvor man gik ind gennem munden.

Intet kan stoppe mig. Jeg fortsætter op ad flere metaltrapper, hvor man slet ikke skal tænke over, hvordan de hænger fast på klippevæggen. Det gør de bare. Og udsigten er fænomenal.

Og så: Toppen. To små trin står helt alene på det 16.000 m2 store plateau. Nummer 1201 og 1202. Jeg gør det. Jeg står der. Jeg måber igen over udsigten. Måber endnu en gang over, at det har kunnet lade sig gøre. Både at bygge det, men nok lige så meget over, at jeg klarede det.

Slut efter kun 11 år

11 år efter Kong Kasyapas citadel stod færdigt, tog han sit eget liv, da han tabte et slag til sin halvbror, Moggalana. Broderen havde hentet forstærkninger i Sydindien og var lidt sur over, at Kong Kasyapa havde muret deres far Kong Dhatusena inde, mens har stadig var i live. Det er vel OK at blive sur over?

Klippens bygninger blev forladt bortset fra, at nogle bygninger og grotter i en årrække blev brugt som buddhistisk kloster. Men det er en helt anden historie, der begynder her.

Kom tidligt!

Til sidst endnu et godt råd. Kom tidligt, når du skal bestige Løveklippen Sigiriya. Så går du meget af tiden i skygge. Der kan være lidt dis på det tidspunkt, men den når sikkert at lette. Normalt ender du på en anden P-plads end ved starten, men du kan bede din guide om at gå tilbage til start, så du kan fotografere klippen uden dis.

Og et til: Tilbyder lokale at give en hånd på vej op ved trapperne, kan det være høflighed. Men det kan også være, at de forlanger penge, når de har hjulpet dig, så gå selv. Du kan godt klare det. Bare tænk på konkubinernes bryster.

Claus Eriksen

Claus Eriksen (f. 1956) har været tekstforfatter hos Nyhavn Rejser siden 2007. Claus har rejst over det meste af verden og har altid en stak medrivende rejsebreve med hjem. På sine rejser søger Claus væk fra de mange og tæt på natur og kultur – men han viger heller ikke tilbage for en 300 m2 stor luksusvilla på Maldiverne.

2 kommentarer til “Sådan hjalp konkubinens bryster mig op på Sigiriya

  1. Spændende
    Har selv været på Scri Lanka
    Hvirdan blir jeg tekstforfatter v Nyhavn 👀🎼🎁👑
    Måske I også har brug for en billedforfatter
    med malerisk udtryk?😀👀😍
    Fx til hawaiii
    DBH
    Billedkunstner GurliMaya Klausen
    Firma GurliMaya.Art(1997-)
    Info@ gurlimaya.dk
    http://www.gurlimaya.dk
    Youtubekanal: GurliMaya Klausen

    1. Hej Gurli Maya. For mit vedkommende var det 25 år i reklamebranchen som tekstforfatter, der førte mig til rejserne, men vejen ind er mangfoldig. Vi har masser af malende beskrivelser af vores rejser, men vi er ikke helt nået til egentlige billedforfattere endnu. Men tak for links, der gav anledning til at se dine fine malerier. Hilsen Claus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *