Sådan finder du vej til verdens mest spektakulære helikopterture

Gennem de senere år er sightseeing med helikopter blevet et kæmpe hit i turismeindustrien, og har en given turoperatør endnu ikke fået øjnene op for helikopterturenes tiltrækningskraft, så er det kun et spørgsmål om tid.

For dig som rejsende betyder det stigende udbud, at det bliver sværere og sværere at skelne skidt fra kanel. Hvor er de virkelig magiske ture, hvor er turistfælderne, og hvad er det rette valg for dig?

Det er jo bare en spiralvinge

Inden vi kommer til alt det praktiske, så lad os lige bruge et øjeblik på at forholde os til selve konceptet. For der er egentlig noget kedsommeligt, ja næsten dræbende over sådan en helikopter.

En hovedrotor og en halerotor snurrer rundt i et givent tempo og i en given vinkel og får en metalkasse til at løfte sig fra jorden. Et par pedaler, nogle styrepinde og et gashåndtag regulerer fremdrift og retning. Selve ordet helikopter betyder egentlig bare “spiralvinge” på græsk. Hvad er der så interessant ved det?

(Her træder jeg nok nogle helikopterentusiaster over tæerne, men for os almindelige dødelige er det altså ikke en særligt interessant konstruktion.)

En vanedannende cocktail

Lige indtil du sætter dig op i den. Pludselig er helikopteren ikke bare en klump jern med hyperaktive antenner, men et mulighedernes instrument med et udsyn og en bevægelsesfrihed, der ellers er umulig at opnå.

Det er det her, alt det tekniske halløj handler om. Suset i maven. Nyt perspektiv på verden. Og frihed, endeløs frihed.

En overordentligt vanedannende cocktail.

Hvorfor skal du op at flyve?

Hvis du stiller det spørgsmål nu, så er der en god chance for, at du ikke har prøvet en helikoptertur før. For når først du har prøvet det – suset i maven, når helikopteren letter, gispet, når du kommer helt tæt på ellers utilnærmelige steder, og måden hvorpå tiden på en gang står stille og flyver af sted, når du hænger vægtløs i luften – ja så er det eneste, du tænker på, når du lander, hvornår du kan komme af sted igen.

Ikke for helikopterens skyld

En helikoptertur er med andre ord ikke til at komme uden om, hvis du er på jagt efter det ultimative sug i maven i ferien.

Når det er sagt, skal du naturligvis ikke booke en helikoptertur bare for helikopterturens skyld.

Du skal booke en helikoptertur, når det er den absolut bedste måde at opleve et givent område på.

Nogle steder oplever du bedst med båd. Andre steder skal du have vandresko på. Igen andre steder skal du med bil, cykel eller æselkærre. Du skal kun vælge en helikopter, når det er det eneste rigtige. For i sidste ende er det jo oplevelsen, det drejer sig om, ikke transportmidlet.

Nimmo Bay, Canada

5 vigtige spørgsmål

Inden, du sætter dig til rette med høreværn og harnisk på, er der en række praktiske forhold, som du skal have på plads.

  • Er der styr på sikkerheden? Selv om reglerne for helikopterflyvninger er skrappe, er der altid risiko for at løbe ind i en mindre hæderlig turoperatører.
  • Hvor bliver du placeret? Skal du have det fulde udbytte, skal du sikre dig en vinduesplads og allerhelst forsædet.
  • Hvor mange flyvninger foretages der det sted, du vil se? Kvantitet er ikke kvalitet, og er der for trangt i luften, kan det være forstyrrende for oplevelsen – og ødelæggende for naturen.
  • Guider piloten undervejs? Selv om det vigtigste er udsigten, tilfører indsigt i områdets geografi og historie oplevelsen en ekstra dybde.
  • Hvordan forløber ruten, og hvor lang tid tager turen? Der kan være stor forskel fra udbyder til udbyder, og det kan være svært at gennemskue, hvor du får mest value for money, og om du er sikker på at komme forbi præcis det landemærke eller den bygning, du drømmer om at opleve.

Er du i tvivl, så rådfør dig altid med en ekspert, der har prøvet turene selv og kan sætte sig ind i dine drømme og hjælpe med at træffe den rette beslutning.

Whistler, Canada

3 tips til en unik helikoptertur

Fordelen ved en helikoptertur er helikopterens mulighed for at bringe dig til områder, der ellers er komplet ufremkommelige. Dermed får du et perspektiv på en destination, der er helt unikt og helt dit eget.

Men med ca. 2 millioner sideforslag, når du søger på “helicopter trip” på Google, er det ualmindeligt svært at gennemskue, hvilke helikopterture der reelt kan leve op til dette, og hvilke der er vilkårlige, flyvende turistfælder.

Glem derfor alt om Google. Her får du i stedet 3 enkle tips til, hvordan du gør din helikoptertur helt unik.

Glen Canyon, USA

1. Vælg klassikerne fra

Når det kommer til helikopterture, er Grand Canyon en af USA’s topsællerter. Og der er også meget godt at sige om at se Grand Canyon fra luften, men nogen unik oplevelse er det bare ikke, når du skal stå i kø sammen med hundredvis af andre rejsende, der har fået samme idé.

Fortsæt i stedet nordpå til Glen Canyon i Utah. Her oplever du en helt anden geologisk dramatik – ikke mindst, fordi helikopteren lander midt i ingenmandsland, og du kan træde ud på den ikoniske klippeformation Tower Butte. Det kan Grand Canyon ikke hamle op med.

2. Gå efter det umulige

Jo mere ufremkommeligt et sted er, jo større er chancen for en fantastisk helikoptertur.

Et oplagt eksempel er Waimea CanyonHawaii, et af verdens mest fotogene steder, som er fuldstændig skjult undtagen fra luften. Eller Circle of Fire på Hawaii Big Island. Hvornår får du ellers lige mulighed for at kigge lukt ned i indret på en aktiv vulkan?

Heli hike i Yoho Nationalpark, Canada

3. Tænk ud af boksen

En tur med helikopter behøver ret beset ikke være en udflugt, hvor du svæver 15 minutter over et begrænset område. Du kan lige så vel gøre helikopteroplevelsen til en del af transporten til og fra feriestedet.

Når du rejser til Six Senses Zil PasyonSeychellerne, kan du eksempelvis vælge at ankomme med lokalfly eller katamaranfærge – eller booke en privat helikoptertransfer. Og på Likuliku Lagoon ResortFiji er helikoptertransfer automatisk inkluderet i prisen.

Eller udnyt helikopteren til at komme på vandretur i et ellers svært tilgængeligt område som eksempelvis i Yoho Nationalpark i Canada.

Victoria Falls, Zimbabwe

Nysgerrig efter mere?

Er du blevet sulten efter mere inspiration? Så se vores guide til verdens 13 smukkeste helikopterture – og del også gerne ud af dine egne erfaringer i kommentarfeltet herunder.

Maria Hvid Kargaard

Maria Hvid Kargaard (f. 1983) er teamleder i marketing og har været hos Nyhavn Rejser siden marts 2016. Maria har primært rejst i Europa og Mellemøsten og researcher bestandigt nye destinationer, der skal besøges. Når hun ikke er i poolen med familien, går Maria på opdagelse i den lokale historie og gastronomi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *