Skip to main content

10 eventyrlige ture i små privatfly

At sætte sig ind i et lille privatfly og se verden fra oven er dybt fascinerende og meget intenst. Du er i nærkontakt med guider og piloter, mærker flyets bevægelser og kan se alt tydeligt og klart, når store scenerier åbenbarer sig lige under dig. Og du kan lande steder, du ellers aldrig ville komme på din rejse.

Her er 10 bud på eventyrlige flyveture.

#1 I Tiger Moth veteranfly over Wanaka, New Zealand

At flyve i Tiger Moth veteranfly over Wanaka i New Zeland er måske det vildeste eventyr af dem alle. Det er så enestående og smukt. Du skubber selv propellen i gang og sidder forrest i det åbne cockpit. Der er vind i håret og masser af nostalgi. Husk at trække vejret!

#2 Flyv over Nazca-linjerne i Peru

Er det en abe, en edderkop eller en fisk i ørkensandet? Og er figurerne skabt af mennesker eller rumvæsener? Teorierne er mange om Nazca-linjerne i Peru. De skal selvfølgelig ses fra luften. Nazca-linjerne strækker sig over 80 km, og du flyver i to timer.

#3 Med fly til vinsmagning i Sonoma Valley, Californien

Få luft under vingerne over et af de mest idylliske vinområder i Californien, USA Du starter med at flyve i et biplane over Sonoma Valleys sirlige vinmarker. Bagefter besøger du flere vingårde og nyder en eksklusiv vinsmagning inkl. frokost på toppen af det ikoniske Moon Mountain.

#4 Se Hoover Dam og Grand Canyon fra luften

Du bliver hentet på dit hotel i Las Vegas, USA og oplever Hoover Dam, Lake Mead og Grand Canyon Western Rim fra et specialbygget Vista-fly med ekstra store vinduer. Se de spektakulære kløfter og klipper ved Guano Point og Eagle Point og nyd Colorado River, som har skåret sig ned i undergrunden.

#5 Siberia Valley i New Zealand med fly, vandretur og speedbåd

Du sidder i et lille Cesna-fly. Under dig er Siberia Valleys sneklædte bjerge. Om et øjeblik lander du midt i den grønne dal. Du går ned mod det store træ, over en bæk og gennem dalen mod en flod. En speedbåds enorme motorer bryder stilheden. Den venter på dig. Lidt efter flyver du ad floden hjemad.

#6 Santa Barbara fra luften og vinsmagninger på landjorden

Oplev Californiens kyst fra et fly med plads til tre og piloten. Du har udsigt til øerne i Channel Island Nationalpark og San Rafaels bjerge, mens du flyver over Santa Barbara. Santa Ynez’ vingårde inviterer til smagninger, så du stopper ved flere af dem og nyder gourmet picnic i det fri på vej hjem fra lufthavnen.

#7 Med postflyveren til Salt Spring Island ved Vancouver

Posten skal ud. Også i Canada. Når landskabet består af hav, fjorde og klipper, er løsningen en postflyver. Flyv med fra Vancouver til hyggelige Salt Spring Island og hold udkig efter spækhuggere på vejen. Du vælger, om du vil med samme fly eller det næste tilbage. Her kommer posten ud flere gange om dagen!

#8 Milford Sound i luften og på vandet

New Zealands fjorde er legendariske for deres skønhed med rå klipper, tempereret rengskov og vandfald. Smukkest og mest afsides er Milford Sound. Oplev sceneriet først fra et lille fly og så på cruise tæt på vandfald og forbi sæler, pingviner og delfiner til fjordens munding.

#9 I vandflyver til resortet på Maldiverne

Når du rejser til Maldiverne, lander du i hovedstaden Male, hvorfra du ofte fortsætter i vandflyver. Piloterne har shorts og bare tæer, og atollerne under dig ligger som lysende, turkise cirkler i det dybblå vand med koralrev og hvide strande. En vidunderlig start og afslutning på ferien.

#10 Over Botswanas savanne og Okavango-deltaet

På safari i Botswana er transporten en oplevelse i sig selv. Ofte foregår det i små fly over savannen og Okavango-deltaet med udsigt til dyrene. Oplev det f.eks. på en ekspedition fra camps med maksimalt 3 luksustelte. Jeres safari i Botswana starter på en lodge på kanten af en dyb kløft ved Victoria Falls i Zimbabwe.

Tal med en rejserådgiver i Nyhavn Rejser, hvis du vil have luft under vingerne på din ferie og se verden fra oven. Alle rejser kan skræddersys ud fra dine ønsker. Hør også om spændende ture i luftballon og helikopter. God rejse!

Claus Eriksen

Claus Eriksen (f. 1956) har været tekstforfatter hos Nyhavn Rejser siden 2007. Claus har rejst over det meste af verden og har altid en stak medrivende rejsebreve med hjem. På sine rejser søger Claus væk fra de mange og tæt på natur og kultur – men han viger heller ikke tilbage for en 300 m2 stor luksusvilla på Maldiverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *