Skip to main content

Rejsebrev: Sådan fik vi familieminder for livet på Mauritius

Lige siden vores døtre var små, har vi rejst ud i verden. Vi har set spruttende gejsere på Island, stået ansigt til ansigt med orangutanger på Borneo, cyklet mellem Balis rismarker og taget pulsen på New York. I år var det anderledes. Vores døtre er blevet voksne, og vi ville gerne invitere deres kærester med. Det var ikke en let opgave for; hvor rejser seks voksne på ferie sammen?

Valget faldt på Mauritius. Vulkanøen i Det Indiske Ocean havde alt det vi søgte og mere til.

Derfor valgte vi Mauritius

I starten talte vi både om Europa og Mellemøsten, men ingen af de rejsemål havde rigtig det, vi søgte. Der skulle være balance mellem afslapning og aktiviteter. Kultur og natur. Samvær og privatliv. Tidsforskellen skulle være lille, da vi kun havde 10 rejsedage, og altså ikke tid til jetlag. Flyvetiden skulle være overskuelig, og vejret skulle være godt.

Jeg vendte vores ferieplaner med mine kollegaer, der alle pegede på Mauritius. La Pirogue 4* ved byen Flic en Flac på vestkysten skulle være vores fristed med strand, aktiviteter og oaser, mens øens vulkanlandskab stod for eventyret.

Ferielivet på La Pirogue 4*

Stråtækkede tage titter frem mellem kokospalmerne i den tropiske have, der fører ned til stranden. Vi tjekker ind i tre bungalows, der ligger på stribe i haven. Indenfor er der en nærmest chic bohéme-stil, og alt fra vaser til lamper og tæpper er valgt med omtanke, så man føler sig hjemme. Modsat mange andre resorts på Mauritius, er stemningen helt afslappet på La Pirogue.

Det handler om at holde ferie, være sammen og lade batterierne op.

Tennis, snorkling og 1000 andre muligheder

Vi er en aktiv familie, og La Pirogues store udvalg af aktiviteter passer perfekt til os. Tennis bliver hurtigt en favoritaktivitet, der samler os alle. Nogle eftermiddage sejler vi ud med resortets båd for at snorkle. Andre dage prøver vi kræfter med paddle boarding, sejler kajak og spiller kæmpeskak eller bordtennis.

Små oaser og smukke solnedgange

Her er også masser af hjørner, man kan forsvinde i, hvis man vil. Og det er faktisk rart, når man rejser mange sammen. Så kan man gå til og fra aktiviteterne, som man har lyst. Alene, som par og som familie.

Stranden er smuk som et postkost med krystalklart vand og blødt sand. Husk også at se solen gå ned over havet. Det er helt fantastisk!

Dejlig mad og temaaftener

Vi havde halvpension med i opholdet og spiste stort set alle måltider på resortet. Dagene starter med morgenmadsbuffet i Wolmar Restaurant. Her er alt, hvad hjertet begærer. Man kan både sidde indenfor og udenfor, hvor bordene er samlet som små øer. Hver aften er der et nyt tema med verdens køkkener.

Det er også muligt at spise på to restauranter ved vandet. Her bestiller vi forskellige små retter til deling, så alle får smagt lidt forskelligt. Lige ved siden af La Pirogue ligger Sugar Beach Resort, hvis restauranter du også kan besøge.

Eventyr på Sydmauritius

Mauritius er oprindeligt en vulkanø, men det er over 800.000 år siden en vulkan sidst var aktiv. Vi har set de ikoniske, luftfotos af øen og glæder os til at se det hele med egne øjne.

Vi bliver hentet af Gino, som er chauffør og guide på Mauritius. Det er et glædeligt gensyn, for det var også ham, der hentede os i lufthavnen og kørte os til resortet den første dag. Der er ikke det spørgsmål, han ikke kan svare på – og så er han bare virkelig rart selskab.

Vulkaner og vandfald i Black River National Park

Vi ser vulkankrateret Trou aux Cerfs. Hvor der en gang var sydende varm lava, har en sø samlet sig, og siderne er dækket af skov. I nationalparken Black River er naturen også af en anden verden. 67 km2 urskov strækker sig helt ud til sydkysten og gemmer på vandfald, farvestrålende planter og fugleliv.

Øens mest ikoniske vandfald er Charmarel, hvor vandet strømmer ud over kanten, 100 meter ned i dybet. Mauritius’ regnsæson løber egentlig fra november til marts, så vi er heldige at se vandet strømme, selv om vi er her i august.

Abeløjer og dronter

Mens vi beundrer udsigten, beundrer et par aber os. De har ikke altid boet på Mauritius.

Oprindeligt var der nemlig kun reptiler og store flyveløse dronter, som ikke findes i dag. Da hollænderne kom til øen i 1500-tallet, blev dronten nemlig en favoritspise, fordi den var så let at fange og kødrig.

Guddommelige natur og guder

Seven Coloured Earth er også på listen over Mauritius’ topattraktioner. Når solen står rigtigt på himlen, skinner det udslukne lavalandskab i syv forskellige farver.

I det guddommelige spektre er der også Ganga Talao, hvor farvestrålende hindutempler og statuer af hinduguder fanger vores opmærksomhed. Mauritius’ befolkning er overvejende hinduister, som tror på over 3000 forskellige guder. Den største af dem er guden Shiva, der meget passende er skabt som en 33 meter høj statue, der troner op over palmerne mod himlen.

En ø for alle, der elsker rom

Mauritius er også kendt for at producere rom. I landsbyen Chamarel besøger vi destilleriet La Rhumerie de Charmarel, som er et af de få destillerier i verden, der stadig dyrker sukkerrør til eget brug. Det er sjovt at se, hvordan maskinerne arbejder, så rommen bliver til.

Vi smager fem forskellige slags, hvoraf de fire er ren rom på 42 % – plus fire forskellige romlikører, der heldigvis ”kun” er på 35 %. Nok meget godt, at vi ikke selv skulle køre hjem.

Botanisk tidsrejse på Nordmauritius

Senere på ugen er vi igen på tur med Gino som guide, men denne gang udforsker vi den nordlige del af øen. Det er en smuk køretur forbi marker med sukkerrør, mango, ananas, peanuts og ingefær. Det er altid sjovt at se, hvordan tingene gror.

Første stop er Botanisk Have, som blev anlagt af en fransk guvernør for over 300 år siden. Vi hygger os med at gå rundt mellem havens sjældne, tropiske planter og palmer. Haven huser 85 palmearter – det er alligevel en del flere, end vi kendte til! Her er åkander så store som traktordæk og baobabtræer, der ellers gror på Afrikas sletter. Vidste du, at der findes hele ni forskellige arter heraf?

Mærk tidens ånd i Maison Eureka

Mauritius er lige så rig på natur og kultur, som øen er rig på historie. Det er kolonitidshuset Maison Eureka, datidens største og mest prominente residens, et eksempel på. Huset står som et museum, der for en stund tager dig tilbage til kolonitidens liebhaveri.

Vi går rundt og mærker stemningen, og kan se for os, hvordan Britere og franske aristokrater har holdt fornemme komsammener her i det 19. århundrede. Husets have er stor og frodig med stier, som fører til smukke vandfald og søer. Der er ikke mange besøgende, så vi glædes ved at have det meste for os selv.

Mama Majos creolske køkken

Vi nyder frokosten på restaurant Escale Creole. Stedet overrasker på alle måder. Indretningen er farverig og fuld af charme og sjæl. Ikke mindst på grund af det gode værtsskab fra Mama Majo i køkkenet og hendes datter Marie-Christine, som tager sig så godt af os, at det føles som et besøg hos gode venner. Konceptet kaldes ”Table d’hôte”. Det vil sige, at man får et lokalt måltid tilberedt af husets ejer – typisk på opskrifter, som er gået i arv gennem generationer.

Vi får serveret et udsøgt, kreolsk måltid. Ja, faktisk feriens bedste måltid!

På kærligt gensyn Mauritius

Ferien lakker mod ende og hvilken ferie. Vi er udhvilede, har fået uforglemmelige oplevelser, vejret var perfekt, og de mange aktiviteter på resortet var lige i vores ånd. Det betyder meget, at man kan være på ét resort hele ferien uden at kede sig.

Vi har set meget af Mauritius, og det er helt sikkert ikke et farvel, men et på gensyn! Næste gang skal vi svæve i zipline over regnskoven, trekke til toppen af Le Morne-bjerget og shoppe i Port Louis.

Helle Schjødt-Bruhn

Helle Schjødt-Bruhn (f. 1971) har arbejdet i Nyhavn Rejser siden juni 2018. Helle er CMO og er præcist lige så passioneret en rejse-entusiast som alle os andre i huset. På rejser søger hun de unikke, autentiske oplevelser gerne krydret med afslapning på et luksushotel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *