På mountainbike i outbacken

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Der er dage, hvor jobbet som rejsejournalist er lig med solbadning og drinks i skyggen, og så er der dage som denne. Cykelhjelmen er spændt, vandflasken er fyldt, og der er et tykt lag myggespray mellem mig og ørkenens stikkende insekter. Hvad man dog ikke gør for at få historien i hus…

Ingen cykelstier i sigte

Jeg befinder mig nogenlunde så langt fra Danmark og vores jævnt asfalterede cykelstier, som man kan komme. Rødt sand og sorte klipper fylder mit synsfelt, og jeg balancerer på stejle skråninger på min lejede mountainbike.

Jeg er langtfra nogen vovehals, og jeg foretrækker min sofa og Netflix frem for klippeafsatser og dybe afgrunde. Men nogle gange skal man udfordre sig selv, har jeg hørt, og således er jeg havnet på to hjul midt i den australske outback.

Alice Springs

For at komme hertil er jeg fløjet fra København til Darwin på den australske nordkyst, og videre herfra med indenrigsfly til ørkenbyen Alice Springs, som ligger pladask i midten af det enorme australske kontinent.

På grænsen til outbacken

Et par kilometer uden for byen begynder outbacken og ørkenen så småt. I virkeligheden er vi alt for tæt på Alice Springs og civilisationen til, at jeg må kalde det outback. Men, der er over 500 kilometer ubeboet ørken til næste by, og jeg har ikke haft signal på min mobiltelefon i flere dage, så i mine øjne kan man altså ikke komme længere ud.

Kanin eller kænguru?

Vores mountainbikes har vi lejet hos Outback Cycling på hovedgaden i Alice Springs, og guiden, der følger med, kender terrænet omkring byen. Hun er også god til at spotte alt det, vi overser, og det er hende, der gør os opmærksomme på en lille familie af rock wallabies iblandt klipperne, da vi er nået ud af byen på vores cykler. De små fyre ligner krydsninger mellem kaniner og kænguruer, og forsvinder ligeså hurtigt, som de er dukket op.

Fra by til bush

Det her går jo fint, tænker jeg lettet, imens det sidste af byen forsvinder bag os. Vi kører ind i bushen, et terræn, der er ujævnt, sandet og klippefyldt, og det begynder at blive hårdt for cyklerne – og os.

Forbløffende frodigt

På alle billeder, jeg har set fra Australiens outback, er landskabet rødt og tørt, men jo længere ind i bushen, vi kommer, des mere frodigt og grønt bliver det. Det har regnet meget i det forgangne år, fortæller vores guide – i hvert fald i forhold til ørkenstandarder. Buske blomstrer, grønne planter skyder op af sandet, og dyrelivet er højlydt til stede.

Lyserøde papegøjer letter fra bredden og flyver væk under højlydt skræppen, da vi cykler igennem en lille flod, som regnskyllene har frembragt.

Et overraskende møde

Vi kører videre over en flad slette, og begejstringen er stor, da vi får øje på en kænguru og hendes store unger. Kængurumor stopper op og ser os vagtsomt an, før hun hopper tværs over stien, vi kører på.

Jeg anede ikke, at de kunne være så store – hun er omkring to meter høj, og hendes brede lår og fødder med lange kløer er lavet til at sparke. Hendes teenagere er mindre mistænksomme, og de følger os nysgerrigt på vej, inden også de forsvinder i buskadset.

På mountainbike gennem outbacken
Fart på med Karna i front

Som at cykle i en sandkasse

Med sådan en oplevelse bag os er vi fulde af gåpåmod, og der kommer mere fart på cyklerne. Vi fræser igennem det løse ørkensand, så rødt støv hvirvles op. Nogle steder er det som at køre i en kæmpe sandkasse. Når jeg virkelig får fart på ned af de stejleste skråninger, er det et adrenalinrush af den sjældne slags.

Kan man praje en taxa?

De snævre jordstier snor sig mellem naturlige forhindringer, og man må hele tiden navigere mellem klipper. Det er hårdere for armmusklerne end benene.

At cykle i Københavns gader kan på ingen måde sammenlignes med det her, men jeg er alligevel bedre klædt på til opgaven end mine britiske rejsekammerater, som lige nu ligner nogle, der hellere havde ringet efter en taxa.

Bloody hell

“Bloody hell!” råbes der bag mig. En af mændene er styrtet. Han kommer humpende med sin cykel på slæb. Det er dog ikke blevet til mere end en stor hudafskrabning på knæet, og han er snart klar til at køre videre.

Jeg klør på og er snart den forreste, selvom det ikke burde være muligt at overhale nogen på de smalle stier, der vikler sig rundt om klipper og kløfter.

Parenti lizard i Australien

Hold tilbage for krydsende krybdyr

Pludselig ligger den der, fed og doven, midt på vejen. Jeg må bremse hårdt op, så hjulet skrider i sandet under mig. I gruppen har vi håbet på at få den at se, den australske kæmpeøgle, parenti lizard. De andre følger trop, og vi ser målløse til, imens den skællede krop bevæger sig langsomt ind mellem klipperne. Den er meget sjælden, forklarer vores guide, som aldrig før har set en i levende live, og da slet ikke en så stor.

Karna på mountainbike ved Alice Springs

Meget mere end 5 km

Opstemte af synet kører vi videre, og da eftermiddagen er forbi, bliver jeg overrasket over at høre, at vi faktisk ikke cyklet meget mere end fem kilometer. Sådan føles det bestemt ikke. Jeg er træt og øm i muskler, jeg ikke vidste, jeg havde. Mine ben og arme er farvet okkerrøde af det tunge, australske ørkenstøv. Og jeg er høj på adrenalin og oplevelser, der ikke sådan lige vil blive glemt.

Gæsteblogger

På Nyhavns Verden deler passionerede globetrottere ud af rejseberetninger fra nær og fjern. Personlige indtryk og tips, som vi alle kan drage nytte og blive inspireret af. Har du også oplevet nogle helt enestående, som du gerne vil fortælle om? Så tag fat i din rejserådgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *