Kan man tage til St. John uden at tænke på kolonitiden?

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Du er i det tidligere Dansk Vestindien. Du kender historien. Rejser du dig lidt på tæer i det hvide sand, kan du da også se resterne af en gammel dansk sukkermølle. Fint. Men lige nu kan historie være historie.

Du vil bare have lov til at sole og snorkle og nyde guddommelige strande. Læse en god bog. Og det behøver ikke være en historiebog. Kan man det? Kan man virkelig tillade sig som dansker at rejse til Dansk Vestindien uden at gå op ad de 99 trin, uden at se et gammelt fort, uden at lede efter Hansen og Jensen på kirkegården?

Er man så en kulturel døgenigt blottet for dannelse? Nej. Du er en livsnyder, der har fundet frem til noget af det bedste i verden, når det gælder strande.

Slap af. Nyd det. Glem bare alt om kolonitiden og alt om hverdagen derhjemme oveni. Det her er lige dig. Skal man nu skamme sig over det?

St. John er ikke rosinen i pølseenden

Det er faktisk en stor fejl bare at betragte St. John som rosinen i pølseenden efter historiske udflugter på St. Croix og St. Thomas. Eller som et udflugtsmål, hvor du har et par timer, selv om det da er en fantastisk oplevelse. St. John er sig selv. En paradisø. Intet mindre. At den så har været dansk, er da en sjov detalje.

Rockefellers og de smukke bugters ø

St. John har sindssygt smukke bugter. Nogle af Caribiens bedste strande ligger som perler på en snor. Trunk Bay regnes for en af verdens smukkeste, og selvfølgelig skal du forbi den, men jeg er nu mere til de afsides bugter, hvor du har det mere for dig selv.

 

Og før jeg nu får givet indtryk af, at St. John er det rene sand, så kast lige et blik på billederne. St. John er primært tropisk skov beriget med et utal af fugle. 70 % af øen er faktisk nationalpark, hvor du kan gå fantastiske tur. Tag gerne en guide med.

På vejen kan du så sende en venlig tanke til Laurance Spelman Rockefeller. Det starter i 1956. Laurance er betaget af St. John skønhed og langt foran sin tid med hensyn til naturbevarelse. Han køber første bid af St. John, der efterfølges af flere. Senere forærer han det hele til den amerikanske stat som USA’s 29. nationalpark. Tak, Laurance.

Du skal bo på Caneel Bay. Basta!

Der er flere gode hoteller på St. John, men intet overgår Caneel Bay 5*. Intet sted falder så naturligt ind i naturen. Caneel Bay var netop den første bid af St. John, som Laurance Spelman Rockefeller købte. Caneel Bays 170 ha store naturområde er i dag i et hjørne af nationalparken, og selv opstilling af den mindste bænk skal godkendes efter Laurance Rockefellers forskrifter.

Syv strande med kridhvidt sand

Caneel Bay har syv strande med kridhvidt og helt fint sand. Børn er mere end velkomne, men to af de strande, der ligger længst væk for enden af små stier, er forbeholdt voksne, der vil nyde den ultimative fred og idyl.

Vandet er så klart og så turkisblåt, som man kun kan drømme om. Her er en skøn snorkling, især hvis man går ud for enden af strandene, hvor de omkranses af små klipper. Og her er så fredfyldt.

Her er ikke telefon og tv på værelset. Hallo, det er USA, tænker du måske. Ja, men det passer bare ikke ind i konceptet på Caneel Bay.

En undtagelse er dog Cottage 7, en overdådig villa, der ligger helt privat. Brad Pitt og Angelina Jolie er blandt de mange celebriteter, da de stadig kunne finde ud af det.

Der kører små shuttlebusser rundt i området, og der er en telefon ved stoppestedet, så man kan ringe og bede om at blive hentet. Der går æsler rundt og græsser i fred og ro.

Middag i sukkermøllen

Caneel Bay har fire restauranter med ualmindelig god mad. Spis den ene aften på restauranten Equator, der er anlagt i en gammel sukkermølle oppe ad skråningerne. Sukkermølle? Det har noget med kolonitiden at gøre, men glem bare det lige nu. Koncentrer dig i stedet om den fantastiske udsigt over bugten med lysene fra St. Thomas i baggrunden og husorkesteret, der består af et hav af cikader.

Snup en bid af æblet på vejen

For at komme til St. John flyver du til St. Thomas, hvor du bliver hentet i lufthavnen og sejlet over i Caneel Bays egen båd. På bådebroen på St. John bliver du budt velkommen og får et varmt håndklæde til at tørre hovedet i. Velkommen.

Og hvordan kommer du så til St. Thomas? Det kunne være via New York, hvor du så kan tage en bid af The Big Apple på vejen. Pulserende storby og fredfyldte strande. En passende kombi.

Annett Løve Jensen (f. 1961) har været hos Nyhavn Rejser siden 2014 og er ekspert i Caribien, Dansk Vestindien og USA. På sine rejser søger Annett mod uimodståelige shoppingområder kombineret med kultur og natur, og så er hun vild med krydstogter, som er endnu et af hendes ekspertområder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *