Fredfyldt møde med Mon-folket i Sangklaburi

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Jeg er i Sangklaburi i det nordvestlige Thailand et stenkast fra Burma. Den lange Mon-bro har trukket os hertil via en enestående sejltur over Khao Laem-søen. Jeg skal dog snart lære, at broen er det mindste af det hele. Og at broen i sig selv er meget mere end en bro.

En munk samler sit splittede folk

Det er 1984. De thailandske myndigheder beslutter at inddæmme enorme områder. Khao Laem-søen oversvømmer det land, hvor Mon-folket har deres landsbyer og landbrug, og Sangklaburi deles i to.

Mon-folkets munk, Luangpho Uttama, beslutter, at hans folk ved fælles hjælp skal bygge en 400 m lang bro af bambus i Sangklaburi for at genforene by og folk og samtidig sikre kontakten videre ind i Thailand. Hans portræt pryder indgangen til broen i dag, og hans symbolske værdi som faderfigur for Mon-folket er enorm. Læg mærke til hans tænder på billedet. De er sorte. Mon-folket elsker at tygge betelnød.

Et samfund af etniske minoriteter

I 2013 forårsager store regnskyl kombineret med store mængder søgræs i floden, at den oprindelige bro bliver revet itu. I dag er broen genopbygget i teaktræ, men ikke mindre imponerende. Jeg bevæger mig ud på broen i morgendisen. Jeg havde overvejet at være her kl. 6 for at se munkene samle mad fra de lokale, men det må blive næste gang.

 

Her på ydersiden af Thailand findes landets største koncentration af etniske minoriteter. Primært Mon-folket, der er i dag er på omkring 300 familier, men også Karen-stammen og en del burmesere. Mange har først de senere år fået thailandsk statsborgerskab.

Aldeles upædagogisk påklædning!

Vores guide er thai, men har giftet sig ind i en Mon-familie. Hun fortæller, at man kan kende folkene fra hinanden på deres påklædning. Hun udpeger en gammel burmeser i sarong, og begynder at fortælle om Mon og Karen traditioner.

En lokal stopper og kigger på hende. Guiden ser måbende tilbage. Og begge flækker af grin.

En af hendes veninder fra landsbyen har aldeles upædagogisk klædt sig i Mon-tøj foroven og Karen-tøj forneden. Ikke fair, når man nu er lige ved at forklare for turisterne!

Burmesernes gule ansigtsmaling

Burmeserne er i øvrigt nemme at kende alene på det gule tanaka-pulver, de bruger i ansigtet til solbeskyttelse – og til en masse sjov, for jeg ser mønstre med spiraler, stjerner og sågar en kvinde malet som kat blandt de mange, der konstant møder mig med smil. Man kan da kun smile igen.

Neden for broen ligger flydende guesthouses, og på land kan jeg se ned på fine træhuse og sirlige haver renset for affald og ukrudt. Typisk Mon! På den anden side af broen giver jeg mig tid til at se på boder og på Mon-landsbyen, før turen går videre.

Wat Wang Wiwekaram med Puttakaya chedien

På min sejltur til Sangklaburi dagen før lægger jeg mærke til et kæmpe gyldent tårn. Om natten står det som guld i mørket, når jeg nyder udsigten fra værelset. Det er Puttakaya chedien, der er en del af det store tempel Wat Wang Wiwekaram.

Foran chedien står to store løver med tydelig reference til burmesiske templer. De vogter chedien, og det er der god grund til. Her findes nemlig lidt af Buddhas aske. Puttakaya er da også en kopi af Mahabodhi templet i Bodhgaya i Indien, hvor Buddha blev oplyst og fandt sandheden for, hvordan man skal leve.

Munken Uttama – både i voks og glaskiste

Jeg får at vide, at inde i det store tempel ligger munken Luangpho Uttama i en glaskiste, selv om han døde tilbage i 2006.

Guiden fortæller, at når en munk når til Nirvana, rådner hans lig ikke, men tørrer ind. Og brænder man ham, vil hans knoglerester lyse som diamanter.

Mon-folket har dog valgt at have deres tidligere leder blandt sig endnu, så det med diamanterne bliver ikke afprøvet i Sangklaburi.

Jeg går inden for. Og stopper brat. For der sidder han jo lyslevende på en trone mellem to kæmpe elefantstødtænder. Af en død at være, ser han ret frisk ud. Et par skridt til afslører, at det er en ualmindelig vellavet voksfigur. Bagved aner jeg glaskisten.

Der bedes og knæles konstant af gamle og unge. Ingen tvivl om, at Luangpo Uttama stadig er åndelig leder for Mon-folket. Han skabte broen og vejledte sit folk og vil aldrig blive glemt for det.

En ualmindelig træfsikker munk

En lyslevende munk har sit eget sted i templet. Folk knæler ned et stykke fra ham. Han tager en form for bedekrans med begge hænder. Kaster den af sted med et svirp. Sekundet efter hænger den om halsen på den bedende. Hver gang. På flere meters afstand. Imponerende. Han må være verdensmester i ringspil.

På et stort stativ hænger et utal af pengesedler doneret af de lokale som led i deres bøn. Utallige blomster pryder rummet. Jeg nyder stemningen af respekt og bøn.

Der er altså noget ved Buddhismen, der vækker freden i en, men det er måske bare mig?

Ud i naturen til svampejægernes stier

Efter tempelbesøget skal jeg ud i naturen. Den lokale guide, der har sin lille vidunderlige datter med, inviterer til en tur i skoven. Guiden, hendes datter og min datter hopper op på ladet af trucken. Jeg og min kone aner nogle pladser indenfor. En stifinder slutter sig til lidt efter. Op på ladet med ham. Nu er det ham, der dirigerer tropperne.

Inde i skoven går det ad kuperede stier gennem primært bambusskov. Jeg har valgt den tørreste tid, så bladene knaser under fødderne. I den våde tid dækkes skovbunden af blomster og svampe, og turen går ad de lokale svampejægeres stier.

Nu kan jeg høre stemmer. Og lyden af rislende vand. Ned ad en skrænt, og så kommer floden. Der er bygget små platforme ud over vandet. Så smukt. Jeg sætter mig. Men kun et øjeblik, for tæerne skal dyppes i det svalende vand. Aaaah. Luften er 34 grader varm, så det var tiltrængt. En fisk begynder på en gang gratis peeling. Ikke dårligt.

Frokost og rafting på floden

Frokosten ankommer. Jeg spiser den med vandet klukkende under mig. Og så er det op på bambusflåderne. Der er ingen sæder, så jeg er advaret om våd ende, når jeg passerer krusninger på floden. Aaaah igen.

Flåderne glider fredfyldt af sted. Det er i det hele taget, som om freden forfølger mig på denne rejse. Vidunderligt. Jeg passerer en fisker. En, der vasker tøj i floden. En anden, der vasker sig selv. Og tæt på mål springer drenge ud fra et træ og ned i vandet. De ser de to flåder nærme sig. Skynder sig op. Venter. Venter lidt mere. Og så …! I det øjeblik er min kone ikke længere kun våd i numsen. Men det køler.

Grinene runger i skoven. Fra dem og fra os. Er det så mærkeligt, at jeg elsker Thailand?

Sådan kommer du dertil: Sangklaburi, Khao Laem-søen og River Kwai

Claus Eriksen

Claus Eriksen (f. 1956) har været tekstforfatter hos Nyhavn Rejser siden 2007. Claus har rejst over det meste af verden og har altid en stak medrivende rejsebreve med hjem. På sine rejser søger Claus væk fra de mange og tæt på natur og kultur – men han viger heller ikke tilbage for en 300 m2 stor luksusvilla på Maldiverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *