Mexicos fantastiske strande

Mexico har jo alt!

Da Pernille Lerberg kom til Mexico første gang i 1990, blev hun forelsket. Mexico har været hendes store passion lige siden, og hendes utallige rejser har intet gjort for at dæmme op for forelskelsen. Tværtimod. Vi har spurgt hende hvorfor.

Farverige både på stranden ved Isla Mujeres

Faldt pladask for Isla Mujeres

Pernille har nemt ved at blive forelsket. I byer, lande, kulturer, smuk natur og dejlige mennesker. Derfor kan Pernille tale begejstret om et utal af rejsemål. Men ét overstråler dem alle: Mexico.

Det var i 1990, Pernille så Mexico for første gang. Hun var solgt i det øjeblik, hun trådte i land på Isla Mujeres, Kvindernes Ø.

”Det var øen, hvor piraterne i sin tid bragte deres kvinder i sikkerhed. Deraf navnet,” fortæller Pernille. ”Det er stadig en virkelig charmerende ø, men dengang var den aldeles uberørt uden biler, med ganske få hoteller og en skøn stemning. Lidt som Isla Holbox i dag.”

Farverige Isla Mujeres

Skulptur nær Isla Mujeres, Kvindernes Ø

Hjertelighed og charme

Det, der gør Mexico så enestående for Pernille, er blandingen af befolkningens varme og hjertelighed og alle de muligheder, du har.

Den ene dag kan du se pyramider, den næste små landsbyer og den næste igen svømme i de underjordiske søer, cenotes, der findes i mange udformninger til alle aldre. Og så er der de fantastiske strande.

”Der er da meget turisme, men Mexico er stadig ægte,” siger Pernille. ”De bevarer traditioner og værdighed. Og de er heldigvis blevet meget bedre til engelsk, siden jeg begyndte at komme der!”

Udforsk de bemærkelsesværdige "cenoter"

Under overfladen på Yucatán-halvøen flyder underjordiske floder

Strand og ruiner ved Tulum, Mexico

Se mere end stranden!

Efter Pernilles mening kan ingen andre lande tilbyde det samme som Mexico. Førhen tog mange på store rundrejser med nogle få dage ved stranden. Nu om dage fylder strandene mere.

”Jeg forstår det, for det er nogle af verdens bedste strande,” siger Pernille. ”Men det er også synd, for der er så meget mere at opleve. Mexico har jo alt. Heldigvis kan man have en fast base på Yucatán og stadig opleve en masse inden for køreafstand.”

Højland og healere

Hvis Pernille ikke selv havde været i Mexico før, ville Chiapas med San Cristóbal, landsbyen Zinacantán og healerne i San Juan Chamula være et must. At komme op i højlandet, nyde udsigterne og de store vandfald. At bo i hyggelige Valladolid på Yucatán.

”Og Palenque… Jeg græd, da jeg tog derfra første gang!”

Det autentiske Mexico

På sine egne rejser søger Pernille mod de autentiske hoteller. Helst mindre bungalowhoteller som Hip Hotel og Ana y José i Tulum. Der er dog undtagelser, for det afgørende er stemningen. Sidst Pernille var i Mexico – for 12. gang – tabte hun sit hjerte til Akumal Bay Beach & Wellness Resort.

”Det er ikke lille, men der er en fantastisk atmosfære,” siger Pernille. ”Man bliver mødt af smil og oprigtig interesse fra personalet. Og så kan man snorkle med havskildpadder lige ud for stranden!”

Er der farligt i Mexico?

”7-9-13, der er aldrig nogen, der er kommet noget til på en rejse, jeg har hjulpet med at arrangere,” fortæller Pernille, der da ved alt om narkobander m.m. i nogle egne af det store land.

”Jeg er i tæt dialog med mine lokale kontakter, og jeg har altid følt mig tryg, også i Mexico City, som jeg elsker. Der er så meget at opleve i og omkring den by.”

Pernille Lerberg

Pernille Lerberg (f. 1965) grundlagde Nyhavn Rejser i 1988 og rådgiver i dag om rejser til Mexico, Caribien, Dansk Vestindien og Spanien. Mexico er Pernilles hjertebarn, og hun er lige så tit ude i de lokale landsbyer, som hun er at finde på stranden med en cocktail i hånden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *