Mayaernes Mexico

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Gæstfrie indianere, forrygende vævekunst og shamaner, der ofrer levende høns i kirken. Det er bare nogle af de mange indtryk, der lagrer sig for livet i Chiapas-provinsen med San Cristóbal de las Casas som base.

Sumidero-kløften i Mexico

mexico-sumidero-canyon-alligator

mexico-sumidero-canyon-mountains-river-boat

Med speedbåd blandt alligatorer og edderkoppeaber

Det er ved at være ud på eftermiddagen en solrig novemberdag i Mexicos Chiapas-provins. Tidligere på dagen har vi pisket i speedbåd gennem den kilometerdybe Sumidero-kløft med ørneflokke og gribbe over vores hoveder, edderkoppeaber i træerne og pelikaner, der styrtdykker ned i vandet mellem tusinder af andre fugle. Inde på bredden følger alligatorerne dovent det hele. De er måske ikke så farlige som krokodiller, men man sætter sig nu alligevel ikke ned og taler fortroligt med uhyrer fra fortiden.

San Cristóbal de las Casas

San Cristóbal de las Casas

Nu er vi ved at nå målet for dagens rejse: San Cristóbal de las Casas. Byen ligger i 2.100 meters højde og er opkaldt efter Bartolomé de Las Casas, der kæmpede for indianernes rettigheder. Det er da også drømmen om at komme i nærkontakt med indianernes kulturer, der har bragt os hertil.

Da bilen runder et hjørne oppe i højdedragene, ser vi for første gang ned mod byen … og tænker: “Skulle det her være noget særligt?”

Byen er med sine over 120.000 indbyggere langsomt ved at vokse op ad skråningerne, for også her søger landbefolkningen ind til byen i håb om et liv med lidt flere pesos på lommen.

Katedralen i San Cristóbal de las Casas

Stop!

Men i det sekund, vi er nede i byen, er vi solgt. De smalle gader og farverige huse i centro historico byder os velkommen. Så passerer vi den utrolige katedral, der står som en larmende konditorkage i gul og orange. Lige her har vi lyst til at forære vores kufferter til chaufføren og bare skrige STOP!

Solen står lige på katedralen, og pladsen er fyldt med alle de billeder, vi har haft for vores indre øje hele vejen.

Mayakvinde fra Chiapas-provinsen

Maya kvinder fra Chiapas-provinsen

Unge piger, gamle koner

Vi tjekker ind på hotellet. Her er masser af farver, skønne gårdhaver og søde mennesker, der ikke kan et ord engelsk, men med et smil og nogle aktive fingre kan alle forstå hinanden.

Få minutter efter er vi tilbage foran kirken. Det store kors står midt på pladsen som et sværd, der er stukket dybt i jorden. Små børn sælger tøjheste og smukke perlekæder lavet af farvede bønner og nødder. Her er mødre med endnu mindre børn hængende i et sjal på ryggen. Og tussegamle koner, der er næsten lige små som ungerne, sælger farverige tekstiler, som er i god kvalitet og uendeligt smukke. Flere er i bare tæer, selv om kulden sætter ind i det øjeblik, solen siger godnat.

Markedet i San Cristóbal de las Casas

Kunsthåndværk fra Chiapas-provinsen

Respekt for tro og holdninger

Fotofingeren sitrer, men vi har lært hjemmefra, at indianerne ikke kan lide at blive fotograferet. Panoramabilleder er ok, men så ikke mere uden at spørge. En god zoom og diskret adfærd hjælper på humøret, men man skal holde balancen.

Det handler om respekt for andres liv, tro og holdninger. Et billede stjæler noget af motivets sjæl. Selv et foto af farverige bønner og sjaler på markedet kan være problematisk, hvis man ikke spørger først, for billedet kan stjæle noget af salgets held. Et par pesos til at udligne nedgangen i salget kommer dog ofte for dagen som et muligt kompromis.

Markedet i Chiapas-provinsen

Markedet i San Cristóbal de las Casas

En håndfuld levende høns

Næste dag starter vi på markedet i den nordlige del af byen. Det begynder allerede så småt ved Santo Domingo-kirken med sjaler, tæpper og de uundværlige hængekøjer i alle regnbuens farver.

Lidt efter begynder fødevaremarkedet. Grøntsager ligger i store bunker og står sirligt arrangeret i små spande som smukke udstillingsgenstande. Kvinder og piger sidder på jorden og bælger de store bønner. Fascinerende at se, hvordan frøene indeni kan have forskellige farver. Her er majs i både gule, blå og sorte udgaver.

En mand kommer gående med en levende kalkun, som han bærer i den ene vinge. Og både kvinder og piger går rundt med levende høns i hænderne. Man binder bare hønsenes fødder sammen, så kan man godt have nogle stykker i hver hånd. Hvor længe en høne kan leve dinglende med hovedet nedad, ved jeg ikke.

Hver gang vi tager et foto tæt på, spørger vi pænt om lov. Nogle unge driller ved at sige ja til et foto, for så at gemme sig bag en søjle og grine. Der kom ikke et foto ud af det, men et fælles grin huskes lige så godt eller bedre.

Gader i San Cristóbal de las Casas

Gader i San Cristóbal de las Casas

Forrygende farver

Hvis en studerende på arkitektskolen i København foreslog at bygge danske huse med de farvesammensætninger, vi oplever i San Cristóbal de las Casas, ville han blive udelukket med det samme. Men her er det uendeligt smukt.

Lyslilla, gul, orange og rød sammen giver intet mindre end et kick. Det samme gør gul og skriggrøn. Og orange og knaldblå. Skønne skilte pryder facaderne, og smukke støbejernsarbejder fuldender billedet.

Overalt får man indkig i skønne gårdhaver. Vil man have et vue ud over byen, kan man glæde sig over, at lårmusklerne har trænet på pyramiderne i Mexico City, for der er lange trapper op til kirker flere steder.

San Cristóbal de las Casas gader

Katedralen i San Cristóbal de las Casas

Omkring zocaloen

Alle mexicanske byer har en zocalo, den centrale plads. Også San Cristóbal de las Casas. I den ene ende ligger – som det sig hør og bør – Palacio Municipal. I den anden ende er en lige så typisk søjlegang med cafeer m.m. Og midt på pladsen er endnu en café i en smuk ottekantet bygning med fin udsigt til livet på pladsen. Et skønt sted at hvile benene.

På gågaden Av. Miguel Hidalgo fra zocaloen ned mod det røde Templo del Carmen spiser vi frokost for 20- 30 kr., og i nr. 8 skiller et prægtigt hvidt palads sig ud. Inde i den store gårdhave åbenbarer de skønneste historiske vægmalerier sig. “Viva la revolucion mexicana”. “Tierra y libertad”.

Det er en enestående mexicansk tradition med Diego Riveras kæmpe værker i Palacio Nacional i Mexico City som juvelen.

Den danske arkæolog Frans Bloms hjem

Den danske arkæolog Frans Bloms hjem

Den danske arkæolog Frans Bloms hus

Danske aner i Jaguarens Hus

Helt oppe i den nordlige ende af Av. Vicente Guerrero ligger Casa Na Bolom, Jaguarens Hus. Lancandon-indianernes ord for jaguar er balom, mens tzotzil-indianerne i højlandet siger bolom. Men navnet har også en anden forklaring. I dette hus skabte den danske arkæolog Frans Blom og han schweiziske hustru Gertrud Duby i 1951 en organisation, der lige siden har arbejdet for at bedre indianernes vilkår.

Huset er i dag et museum og et mekka for alle, der vil vide mere om den indianske kultur. Frans Bloms hang til flasken åbenbares allerede, når man træder ind i den smukke gårdhave. Hele gulvet er skabt af vinflasker, der vender på hovedet. I den skønne have bag museet bliver flere flasker brugt til at indramme bedene.

To smukke mayakvinder i Chiapas-provinsen

Gåtur i indianerland

Hver dag kl.10 går der ture med indiansk guide ud til områdets landsbyer. Det gør der også nede fra kirkepladsen, men ved Casa Na Bolom går overskuddet til arbejdet for indianerne. Vi starter dagen med morgenmad ved det skønne langbord i den gamle spisesal. Ilden knitrer i pejsen, og rejsende fra hele verden spiser med.

Kl. 10 kører vi af sted med Maria Teresa som guide. Hun er tzotzil-indianer og fortæller levende om sin kultur og svarer beredvilligt på alle spørgsmål undervejs. På vejen ser vi fattige huse, men også nye luksusvillaer, der er ved at blive bygget. Mange lokale tager til USA for at søge lykken, og nogle af dem vender hjem til et nyt liv med mange pesos på kontoen.

Vi stopper ved en lille kirke ude i ingenting. En flok mænd sidder og venter på det lille torv. Et øjeblik efter kommer en lastvogn forbi.

En formand taler med flokken, og en gruppe mænd hopper op på ladet og kører afsted til dagens arbejde. Vi andre går afsted ud ad grusvejen mellem markerne i det smukke kuperede landskab. Nogle kvinder er ved at så med håndkraft. Andre sidder ved en lille flod og vasker tøj.

Her dyrkes blomster, majs og blomkål og meget mere.

Altid overskud til smil

På det korte stykke fra marken til markedet i San Cristóbal stiger prisen på et blomkål til det tidobbelte, så det er småpenge, der falder af her.

Det ses på husenes standard og børnenes tøj. Men ingen ser underernæret ud, og alle har overskud til et smil. Især børnene. De vinker fra ladet af en lastvogn, der kører forbi. De griner til os fra buskene og løber efter os på vejen. Et par pesos skifter ejermand, et par fotos bliver taget, og alle er endnu mere glade.

Landsbyen Zinacantan unikke vævekunst

Landsbyen Zinacantan unikke vævekunst

Familiebesøg i Zinacantan

Gåturen slutter i landsbyen Zinacantan. Der har været bryllup i kirken, og det myldrer ud med mennesker i deres for området typiske blå klædedragt. Hver stamme har deres farver, mønstrer og nuancer, og det ene er smukkere end det andet.

Kommer man alene til kirken, vil man med stor sandsynlighed blive inviteret hjem til en af de lokale familier for at se deres unikke vævekunst. Lad være med bare at sige nej af vane. Det er en varm og god oplevelse, og køber man lidt, er det ikke det, der vælter budgettet.

Vi besøger en familie, hvor de bor 12-14 mennesker under samme tag. Den gamle bedste sidder i køkkenet, hvor der er tændt bål på lergulvet. Her i tæt røg steger hun tortillas, og det smager skønt.

Medicinmænd og høns i kirken

Det endelige mål for udflugten er kirken i San Juan Chamula. Et ikon for alle, der rejser til denne del af verden. Udefra er kirken en helt almindelig kirke. Inden for træder vi ind i en helt anden dimension.

Overalt sidder familier og beder med hundreder af osende lys foran sig. De drikker colaer eller den lokale brændevin, posh, for at bøvse og rense sjælen, før Shamaner, mayaernes medicinmænd, beder og healer familierne. De har æg med, som smadres, og flere familier har levende høns med, der bruges i healingen og ofres inde i kirken.

I den ene side af kirken er en masse borde stablet, og ude på gulvet er flere stillet op dækket med lys. Hvert bord er en families ofring til guderne i denne næsten uforståelige blanding af original indiansk og katolsk religion. Præsten har et indelukke bag et rødt rækværk i det ene hjørne. Her kan han få lov til at komme en gang om ugen.

Maya kvinde fra Chiapas-provinsen

Bliv her nogle dage

De fleste haster videre fra San Cristóbal de las Casas efter en eller to dage. Det gjorde vi også, mens vi talte om alt det, vi ikke nåede at se.

Et par kilometer uden for centrum ligger Museo de Medicina Maya, der med engelsktalende rundvisere skulle give et utroligt indblik i mayaernes medicinske traditioner. Her er en temazcal, den traditionelle maya-urtesauna. En video viser en fødsel udført efter mayaritualer. Og man kan bestille en healing med en shaman. Museet ligger i nummer 10 på Av. Salomon González Blanco. Det er en forlængelse af Av. General Utrilla, der starter ved zocaloen.

Heller ikke Sna Jalobil, Væverens hus på tzotzil, nåede vi. Det er en udstilling og et museum lige ved siden af markedet skabt af 800 vævere fra 20 tzotzil og tzeltal samfund i Chiapas’ højland. Og mens vi kørte ud af byen, så vi den ene skønne butik efter den anden, vi heller ikke havde været i.

Så sæt nogle dage af til San Cristóbal de las Casas. Eller lov dig selv at komme tilbage.

Claus Eriksen

Claus Eriksen (f. 1956) har været tekstforfatter hos Nyhavn Rejser siden 2007. Claus har rejst over det meste af verden og har altid en stak medrivende rejsebreve med hjem. På sine rejser søger Claus væk fra de mange og tæt på natur og kultur – men han viger heller ikke tilbage for en 300 m2 stor luksusvilla på Maldiverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *