Maldiverne, Mauritius eller Seychellerne. Hvad er Paradis for dig?

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

På en ø i Det Indiske Ocean nyder du udsigten fra terrassen, mens solen står langsomt op over det azurblå hav. Langs stranden rejser majestætiske palmer sig. Og ud over lyden fra en kokosnød, der i ny og næ beslutter sig for at dratte ned akkompagneret af havets skvulpende bølger, er her totalt stille.

Tankerne ledes straks hen på Maldiverne!

Eller Mauritius.

Eller Seychellerne?

Hvad er egentlig forskellen? Bliv klogere her – og find det paradis, der passer bedst til dig.

Maldiverne

Det giver et sug i maven, når du flyver ind over Maldivernes mange små atoller. Tænk at, der findes noget så naturligt og så smukt, som må betrædes. Men det må det. Og i det øjeblik du mærker det bløde sand mellem tæerne, kan du ikke forestille dig at skulle forlade øen frivilligt igen.

Romantik på pæle i lagunen eller på stranden

Mange af Maldivernes resorts ligger på uberørte paradisøer, hvor du enten bor i smukke villaer på pæle i blå laguner eller i skønne bungalows i fredfyldte omgivelser ud til stranden. Men uanset, hvilken villatype du vælger, er ét sikkert: Der er dømt ren afslapning og oplevelser. Når du ikke læser en god bog eller daser ved poolen, kan du svømme og snorkle mellem farverige fisk og smukke koralrev. Måske dyrker du yoga i strandkanten eller forkæler dig selv med et besøg i spaen.

Det gør du fra morgen til aften. I de smukkeste omgivelser. Lader dig forføre af naturen, slapper af og nyder, at du bare er til.

Mauritius

I modsætning til Maldivernes flade blå tager vulkanøen Mauritius imod dig med et orgie af grønne sukkerrørsplantager og små bjergtoppe. Det gibber i dig af spænding ved tanken om alle de eventyr, der venter forude. Tropiske skove med langhalede makak-aber og smukke vandfald. Og længere mod syd nationalparken Vallée des Couleurs’ lavalandskaber i alle regnbuens farver.

Luksusliv og naturoplevelser

Men du er selvfølgelig ikke på eventyr hele tiden. Slæng dig i en solseng under en kokosparasol på den endeløse sandstrand. Nyd de lune bølger. Og nyd det luksuriøse resortliv med alt, hvad det indebærer af gennemført forkælelse. Gastronomi i topklasse og en hjertevarm service, der afspejler øens imødekommende befolkning.

Når mørket trænger sig på, synker du ned i de bløde loungemøbler på jeres terrasse, lytter til cikadernes sang og lader dagens oplevelser forankre sig.

Seychellerne

Palmer så høje som Rundetårn skygger for den ufatteligt blå og skyfri himmel. Som du går gennem Vallée de Mai er det let at forstå, hvorfor de første opdagelsesrejsende troede, at dette sted var Edens Have.

Eventyr i Paradis

Hver gang du kommer til en ny ø på Seychellerne, er det som at træde ind i et nyt kapitel i fortællingen om Paradis. Strandenes karakteristiske bløde granitklipper.

Koralrevene med utallige stimer af farverige fisk. Sjældne, eksotiske fugle, kæmpeskildpadder, der trækker tunge spor i sandet, og deres søvnige unger, der titter frem af deres sandskjul for at kæmpe sig ned mod vandkanten. Seychellerne er en vifte af enestående indtryk og eventyr.

Seychellerne er også små, lokale pensionater og nogle af verdens mest unikke luksusresorts. Og uanset hvor, du vælger at bo, kan du møde den spændende kreolske kultur på markeder, plantager og lokale restauranter.

 

Charlotte Frost

Charlotte Frost (f. 1970) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser i 12 år. Hun er specialist i Seychellerne, Sri Lanka, Thailand og Emiraterne og har et helt særligt forhold til Maldiverne. Halvdelen af året bor Charlotte i Singapore sammen med sin mand, og på deres rejser står den altid på sol, strand og god mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *