Skip to main content
Baros på Maldiverne

Maldiverne er en følelse

At tale Maldiverne med Charlotte Frost udvikler sig lynhurtigt til en samtale om velvære, det gode liv og alt, hvad dertil hører. Inklusive bobler, turkise laguner, hvidt sand og masser af kærlighed. Man bliver nemt en anelse misundelig.

Drøm med, når Charlotte fortæller om øgruppen i Det Indiske Ocean, der er blevet hendes andet hjem.

Forelsket i Maldiverne

Men hvad er det med Charlotte og Maldiverne? De to er uløseligt bundet sammen.

”Det er følelsen. Intet får mig til at slappe af på samme måde,” fortæller Charlotte. ”Jeg er forelsket i Maldiverne og i livsstilen. Man spiser en lang morgenmad, tager måske ud at snorkle, hører noget musik, læser en bog. Nyder dejlig mad og måske et glas bobler. Soler lidt. Man SKAL ikke nå noget. Man kobler af. Fuldstændig.”

Det handler om stemningen

Det er selve fornemmelsen af et resort, der betyder mest for Charlotte. Stemningen. Om smilene kommer fra hjertet. De andre gæster. Lyde og dufte. Alt det, man skal være på stedet for at kunne se og føle. Det, man ikke kan se i en brochure eller på en hjemmeside.

”Når jeg taler med mine kunder, handler det derfor meget for mig om at kunne fornemme den stemning og atmosfære, der vil være rigtig for dem.”

20 gange på Maldiverne. Indtil videre

Charlotte har indtil videre været 20 gange på Maldiverne. Hun har et kæmpe netværk med tætte relationer, der kan trækkes på til gavn for Nyhavn Rejsers kunder. Når nye resorts åbner, kender hun ofte nøglepersonerne på forhånd, så hun har en særlig vej ind til de gode aftaler.

Det gælder om at komme ned i detaljerne på besøgene. Er bygningerne vedligeholdt? Spiser havet af stranden? Er den gode kok der stadig? Er lederen af børneklubben der? Kommer smilet stadig fra hjertet? Hvordan er den nye medarbejder i spaen? Nye resorts kommer til. Andre kasseres indtil videre.

”Der er kæmpe forskel på kvaliteten. Jeg har oplevet det mest fantastiske, men også noget, der lignede en trailerpark på en grå strand, da jeg stod der. Strande på Maldiverne skal altså være hvide!”

De store klassikere

På sine rejser til Maldiverne bliver Charlotte aldrig træt af de store klassikere som Six Senses Laamu og Gili Lankanfushi. Den uendelige skønhed og afslappede stemning med barfodsluksus af bedste slags.

”At kalde det klassikere, betyder ikke, at der ikke er udvikling. Inden for de seneste år har Six Senses Laamu fået skønt poolområde og nye poolvillaer, og Gili Lankanfushi har været gennem en stor genfødsel i 2019 med bl.a. nye virkeligt spændende poolvillaer”.

Den store stjerne i denne kategori er for Charlotte Soneva Janis gigantiske villaer i en af Maldivernes største laguner.

”Det er out of this world”, lyder det. Både begejstring og respekt lyser ud af Charlotte, mens hun fortæller om luksusvillaer, gastronomi og smukke strande.

Ikke kun vild luksus på Maldiverne

Snakken om Soneva Jani får dog Charlotte til at bryde af.

”Det behøver ikke være 5+* luksus det hele. Tag bare Drift Thelu Veliga Retreat. Det er en ganske lille ø med fred, ro og eminent snorkling. Hvis man kan tale om det autentiske Maldiverne, er det her. Enkelt, rustikt og smukt”.

Nye resorts bryder vanetænkningen

Mange nye resorts på Maldiverne bygges over nogenlunde den samme læst. Nogle vil kalde det for den sikre løsning, andre at ramme præcist ind i kundernes drømme. Det er jo det, det handler om, og Charlotte fremhæver her COMO Maalifushi, som en af de bedste nye klassikere.

Men der er også resorts på Maldiverne, der har modet til at bryde med traditionerne.

Joali f.eks. Det er helt crazy. Da jeg så de første fotos, tænkte jeg, at det var alt for sofistikeret til Maldiverne med de overdådige udsmykninger. Men så står man der og finder ud af, at det passer perfekt. Jeg blev blæst bagover. Man har en kæmpe privat pool, og alt fra service til strand er i top”.

Endnu et eksempel på nytænkning på Maldiverne er Kudadoo, der er indrettet i moderne japansk stil.

”Der er de vildeste detaljer. Afskærmningen mod naboen er genial, og det samme er deres Anything-Anytime-Anywhere all inclusive. Du kan gå i spa 7 timer i træk, hvis du vil. Spise hummer til morgenmad. Med champagne til!”, fortæller Charlotte, mens hun endnu en gang stråler af begejstring, der smitter.

Tal med Charlotte, hvis du vil have ekspertråd om Maldiverne.

Charlotte Frost

Charlotte Frost (f. 1970) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2004. Hun er specialist i Seychellerne, Sri Lanka, Thailand og Emiraterne og har et helt særligt forhold til Maldiverne, hvor få ved mere end Charlotte.

Én kommentar til “Maldiverne er en følelse

  1. Jeg må give Charlotte ret. Maldiverne kan et eller andet. Havde egentlig ikke troet det var noget for mig, da min datter og min mand overtalte mig om at vi skulle af sted. Tænkte at der skete for lidt… Men i løbet af ingen tid var kroppen helt afslappet, ingen hastværk kun den vanskelig beslutning om hvorvidt vi skulle snorkle eller bade og om hvor vi skulle indtage dages frokost og middag. Aldrig er jeg kommet så udhvilet og afslappet hjem fra en ferie. Kan stærkt anbefales 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *