Luksuriøse villaer og strandliv på krydderiøen Zanzibar

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Sisse Fisker og hendes mand fortsætter ferien på Zanzibar. Først oplevede familien safari på fastlandet og derefter tog de tre generationer til Ocean Paradise Resort. Nu er det tid til det 5-stjernede resort The Residence på Zanzibar, som er en perfekt oase til selvforkælelse.

Sisse Fisker husker særligt to ting: Bål på stranden under åben himmel med lysende stjerner, og kølig vin i glasset med grillet, friskfanget hummer på tallerkenen. Læs om Sisse Fiskers ferie her.

Hvis man ikke vidste bedre

The Residence villaresort ligger på Zanzibars sydvestlige kyst. Turen derud foregår ad ujævne sandveje. Hvis ikke vi vidste bedre, kunne vi fristes til at tro, at destinationen var et hotel med en del færre stjerner, end de fem som The Residence kan bryste sig af.

Kan vi komme på gæsteliste?

Vi er dog ikke i tvivl om stedets overdådighed, da vi ankommer til porten. To bevæbnede mænd tjekker os af på gæstelisten, og lukker os ind i paradis. Vejen skifter fra jord til beton, og snor sig gennem en velpasset have med palmer, bregner og lilla bourgonvilla buske. Stemningen er indbegrebet af afslapning, og hjælpsomheden mærker vi med det samme.

Karibu

“Karibu” siger den storsmilende piccolo, som tager imod os i receptionen. Ordet er noget af det første vi lærte, da vi satte vores fødder på Zanzibar.

“Karibu” betyder velkommen, og det er lige præcis, hvad vi er på The Residence villaresort.

Han lader mig nærmest ikke bære min egen håndtaske, og bugserer lynhurtigt al vores bagage op på en golfvogn, og kører os til vores villa efter check-in. Vi ruller forbi det ene hus efter det andet, og vores chauffør fortæller, at der er 66 villaer i alt og grunden breder sig over 32 hektarer. Det var et helt øde stykke land, indtil en rigmand fra Singapore opkøbte det for knap ti år siden, og omdannede det til et af Zanzibars absolut bedste resorts.

Privat pool og fritstående badekar

Da vi åbner døren til vores villa, kommer vi ind i en højloftet, lys stue med udgang til en privat pool. Badeværelset ligner nærmest en spa afdeling med fritstående badekar, brusekabine, stort bord med to vaske og en udendørs bruser. Termometeret udenfor viser 34 grader, så poolen bliver straks taget i brug. Villaen er i den grad godkendt – og mere til.

Den store glæde ved to hjul

Svømmeturen gør os sultne, og vi sætter kurs mod restauranten på to hjul. Uden for vores villa står der nemlig cykler, så vi selv kan transportere os rundt på området, hvis ikke vi vil gå eller vente på afhentning, hvor det lige skal tilføjes, at ‘vente’ på The Residence betyder maks 5 minutter.

Smagen af Det Indiske Ocean

Vi kører forbi tennisbane og spa, hvor vi senere får en afslappende massage, og frokosten indtager vi i restauranten, der ligger på den mest charmerende og idylliske strand. Jazzede toner flyder ud af højttalerne, mens vi får serveret kold hvidvin, fisk og lækre hjemmelavede tapenader. Det er som om maden, smager ekstra godt med udsigten til strand, sand og azurblåt vand.

25 meter lang pool

Vi slår mave ved den store pool, som nærmest hænger sammen med restauranten. En infinity pool som er hele 25 meter lang og 5 bred. Den yderste del af poolen er lavet af glas, en ret blæret detalje.

Eksil

Jeg trækker vejret dybt, og griber min bog, som handler om Eksil. Det her eksil kunne jeg godt vænne mig til at besøge hver vinter. Oplevelsen af privatliv og fred i smukkeste harmoni med naturen, langt væk fra andre overfyldte turistattraktioner, har vi skulle lede længe efter før i tiden. Vi har fundet vores favoritsted nu.

Lyden af bølger fra det indiske ocean

Lyden af bølger fra Det Indiske Ocean, som ruller ind over sandstranden få meter fra vores bord. Det føles næsten for godt til at være sandt, da vi sidder og spiser en lækker middag på det luksuriøse The Residence på Zanzibar. Vi har netop nydt en smuk solnedgang i resortets jetty efter en dag med forkælelse på højt plan.

Jeg siger tak for denne gang og på gensyn. Det Indiske Oceans bølger skyller stille ind over stranden, mens bladene på palmerne vugger dovent frem og tilbage i den lune aftenbrise. Selvom det er mørkt, er sandkornene stadig kridhvide og de sniger sig ind mellem mine tæer.

Ingen larm, ingen stress, ingen trafik. Kun den perfekte udsigt og øen Zanzibar, som er blevet vores svar på en eksklusiv og eksotisk ferie, hvor ‘Karibu’ ingen ende har.

På gensyn!

Gæsteblogger

På Nyhavns Verden deler passionerede globetrottere ud af rejseberetninger fra nær og fjern. Personlige indtryk og tips, som vi alle kan drage nytte og blive inspireret af. Har du også oplevet nogle helt enestående, som du gerne vil fortælle om? Så tag fat i din rejserådgiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *