Skip to main content

Ekspedition i Sydamerika: “Jeg har kysset en laks!”

Jeg elsker krydstogt. Især kombinationen af krydstogt og ekstra dage i land. Når man er verdens skønneste steder, er man da et skarn sådan bare at rejse hjem, når skibet når sidste havn. Nej, tag videre. Det gjorde jeg i Sydamerika efter en Silversea Expedition gennem Panamakanalen og hen over ækvator.

“Men hvorfor har du kysset en laks?”.

Det og meget andet får du svaret på, hvis du læser videre.

Hvad er Silversea Expeditions?

Silversea Expeditions er med mindre skibe og oplevelser, de store skibe må sejle misundelige forbi. Jeg sejlede med skibet Silver Cloud, som bl.a. er vild luksus med gourmet all inclusive på fem restauranter. Shows er erstattet af fantastiske foredrag, og på dækket ligger 16 motoriserede gummibåde plus 10 kajakker til ekspeditioner, der får de klassiske Silversea-krydstogter til at rødme af misundelse.

Stemningen er afslappet, for skibet er fyldt med eventyrere uden smoking eller fine rober i kufferten. 212 ansatte er klar til at betjene 250 passagerer, og de 22 guider er både vidende og engagerede.

Få en lækker varm jakke med hjem

Silver Clouds lille størrelse betyder, at alle altid kommer hurtigt af og på, så tiden går med at opleve. Når det sker i gummibåd, er der 6-8 personer i hver. Du får en lækker varm jakke af Silversea til sejlturene. Du skal bare oplyse din størrelse, så er den i din kahyt, når du ankommer. Og den er din bagefter.

Krydstogt gennem Panamakanalen

Silver Clouds rute går på denne ekspedition fra Florida til Lima i Peru. Det vil sige gennem Panamakanalen! Endda gennem den oprindelige kanal fra 1914. Tro mig: Det er lige så fascinerende, som rygtet siger.

Sådan trækkes skibet gennem Panamakanalen

Fra Colon ved Det Caribiske Hav sejler Silver Cloud ind i kanalen, hvor små sølvfarvede lokomotiver trækker os ind i en sluse. Mens vi hæver os, sænker et tankskib i naboslusen sig. Nu ind i de næste kamre til næste niveauer, så vi kan sejle til den opdæmmede Gatun-sø. Her er der plads til at passere dem, der skal den anden vej, før det går gennem nye sluser mod Stillehavet i den smalleste del af kanalen. Det er et utroligt bygningsværk og maskineri.

Du krydser et kontinent og sejler i to verdenshave samme dag!

Oplevelser, oplevelser og flere oplevelser

På dage med oplevelser kan du vælge mellem 4-6 med forskeligt indhold og sværhedsgrader. De er med i prisen og kan reserveres hjemmefra.

På dage til søs går jeg til foredrag, så jeg er forberedt på næste stop. Sidder i en solstol. Og smutter måske i baren – mest for at nyde den dæmpede klassiske musik, selvfølgelig.

Isla de la Plata – mini Galápagos

Ruten går efter Panamakanalen til Costa Rica, Ecuador og Peru. Store oplevelser fra frodig regnskov til indianske levn venter os, og vi ser tusinder af havfugle på vejen. Et sted var havet rødt af kril.

Ud for Ecuadors kyst viser Silversea Expedition virkelig sin værdi. Jeg hopper i en gummibåd og sejler ind til Isla Plata. Øen er et mini Galápagos, hvor du føler, du kan klappe blåfodede suler, så trygge er de. Her er fregatfugle, røde krabber, skildpadder … og pukkelhvaler i sensommeren.

Se video fra kysse-ceremonien

Historien om laksen

Venter du på historien om laksen? Her kommer den:

For første gang i mit liv sejlede jeg over ækvator, og traditionen byder, at man skal døbes af havguden Neptun i et naturligvis dybt alvorligt ritual. En drink, jeg aldrig ønsker at smage igen, og så en laks, der skulle kysses.

Det ønsker jeg nok heller ikke at gøre igen. Men det er så også de eneste ting på denne rejse, jeg ikke er klar til at gentage.

Til toppen af Machu Picchu – næsten

Krydstogtet slutter i Lima i Peru. Men hvorfor tage hjem, når Machu Picchu og meget mere er inden for rækkevidde?

Jeg flyver til Cusco og tjekker ind på fantastiske Hotel Belmond Rio Sagrado i Den Hellige Inkadal to timer derfra. Cusco ligger i 3.500 meters højde og hotellet 500 meter lavere. Det skal man lige vænne sig til, så nogen vil have fordel af et par dage her. Tag den med ro!

Belmond-hotellerne i Peru

Belmond-hotellerne er ofte skabt i historiske bygninger med luksus af bedste slags. Det er virkelig en oplevelse.

Jeg er så heldig at prøve fire af dem på min tur inkl. Belmond Sanctuary Lodge, der er nabo til Machu Picchu, og guddommelige Belmond Hotel Monasterio i et kloster i Cusco.

Video fra rejsen med Sacred Valley-toget

Storslåede togture

Til og fra Machu Picchu prøver jeg nogle af Perus spektakulære togture, Sacred Valley-toget til Macu Picchu og Belmond Hiram Bingham tilbage til Cusco.

Det er skønt at læne sig tilbage og nyde den dramatiske natur, gå en tur i spisevognen og ud på den åbne bagperron.

Forelsket og forbløffet ved Machu Picchu

Jeg oplever Machu Picchu på eftermiddagen, hvor mange er ved at tage hjem, og så igen tidligt næste morgen, hvor kun få er ankommet, fordi de bor længere væk. Jeg går ad stejle stier op ad bjerget for at få den ultimative udsigt. 50 meter fra toppen vinder min højdeskræk. Jeg vender mig. Klamrer mig til en sten og ser ud over Machu Picchu. WOW.

Det er sådan et øjeblik, hvor man virkelig elsker livet. Tænk, hvis jeg bare var taget hjem efter krydstogtet?

Gør det selv! Også, hvis det betyder, at du skal kysse en laks på vejen.

Kenneth Koustrup Christiansen

Kenneth Koustrup Christiansen

Kenneth Koustrup Christiansen (f. 1977) har været salgschef i krydstogtsafdelingen hos Nyhavn Rejser siden januar 2016. Kenneth er udlært kok og startede sin krydstogtskarriere på Oslobåden. Siden har han sejlet verden tyndt både privat og professionelt med alverdens forskellige rederier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

KONTAKT OS