Skip to main content

Guide til 19 glamping rejser, der vil tage dig med storm

Forestil dig at holde ferie i storslåede omgivelser. Måske på en flod så langt fra alting, at end ikke internettet, når dig. Eller midt i junglen helt uden at gå på kompromis med komfort, fordi der både er seng, toilet og bad i dit telt. Forestil dig at vågne op til fuglesang eller at bo midt på savannen. Så har du en idé om, hvad glamping rejser er og kan.

Find din favorit blandt 19 af verdens bedste glamping oplevelser her. Jeg er især vild med nr. 15!

Hvad er glamping?

Glamping rejser er nutidens svar på luksuscamping i enestående omgivelser langt fra alfarvej med komfort, æstetik og service i højsædet. Begrebet ’Glamping’ opstod i Storbritannien i 2005, men selv om ordet er nyt, er konceptet det ikke. Henry VIII var eksempelvis stor fan af luksuscamping.

1. Ro og safari i Kardemommebjergene, Cambodja

Cardamom Tented Camp, Kardemommebjergene, Cambodja

Den bugtende flod er den eneste vej frem til Cardamom Tented Camp på kanten af Botum Sakor Nationalpark i Cambodja. Lejrens blot ni telte er enkle, men til gengæld ligger de i et komplet uforstyrret naturområde, som kun gibbonaber, bjørne og elefanter finder vej til – plus de lokale rangers, der til fods og med kajak tager dig med på eventyrlig junglesafari.

Tip: Læs bl.a. om Mettes oplevelser i Kardemommebjergene her.

2. På opdagelse i Canadas bjørneland

Clayoquot Wilderness Resort 5*, British Columbia, Canada

Rå forfinelse og komplet isolation. Clayoquot Wilderness Resort 5* er glamping, når det er allerbedst. Dit telt har både gulvvarme og rindende vand, og middagen serveres på en af Canadas bedste restauranter. Men uden for lejren møder du ikke en levende sjæl. Kun bjørne, havørne og hvaler, der pruster springvand ude i fjorden.

3. Big Five i Karen Blixens baghave, Kenya

Bateleur Camp 5*, Masai Mara, Kenya

Smagfuld og nostalgisk kolonitid møder moderne luksus i et af Afrikas smukkeste og rigeste safariområder, Kenya. Bateleur Camp 5* er som taget ud af Out of Africa – der i øvrigt er filmet lige rundt om hjørnet. Her bliver du vækket af løvernes brøl og ser titusinder af gnuer på migration fra terrassen. Efter dagens game drive vasker du støvet af i poolen, inden den står på cocktails i solnedgangen.

4. Rismarker, vandfald og lokalliv i Vietnam

Lak Lake Tented Camp, Lak Lake, Vietnam

Risbønderne tilser deres marker, og fiskerne sejler ud på den spejlblanke sø, som de har gjort i generationer. Lak Lake i det vietnamesiske højland er et af de få steder, hvor tiden endnu står stille, og hvor du tvinges helt ned i tempo. Lejren er opkaldt efter søen – Lak Lake Tented Camp, Vietnam.

Her er luksus lig med ro og nærvær – både med dine medrejsende og de lokale, der åbenhjertigt byder dig indenfor.

5. Mellem outback og koralrev i Australien

Sal Salis 5*, Cape Range Nationalpark, Australien

På land venter outbackens røde kløfter med emuer, kænguruer og varaner. Til havs tager det frodige koralrev, de magelige hvalhajer og migrerende pukkelhvaler imod. Og på sandstranden midt mellem de to bor du på Sal Salis 5*. Med hængekøje på terrassen og solnedgange i klitterne. Ingen steder oplever du Western Australias vilde natur mere intenst end her!

6. Science fiction under Tanzanias stjerner

The Highlands 5*, Ngorongoro Crater, Tanzania

I et afsides hjørne af Tanzanias Ngorongoro-krater inviterer The Highlands 5* dig indenfor til en safarioplevelse, du aldrig glemmer. Dit telt er bygget som en futuristisk kuppel, der gemmer sig mellem trætoppene på vulkanens skråning.

Udefra minder lodgen mest af alt om noget fra en science fiction-film, men bag kanvassen gemmer sig hverken grønne marsmænd eller mystiske laboratorier. Kun al den komfort og luksus, du kan drømme om kombineret med store safarieventyr.

7. Glamping på kanten ad Andesbjergene

Skylodge Adventure, Andesbjergene, Peru

Er du til glamping på kanten, er Skylodge Adventures i Perus Andesbjerge lige noget for dig. 400 meter over jorden har et hold naturentusiaster spændt tre gennemsigtige kapsler fast på en bjergside.

Det lyder som et vanvittigt projekt, og vanvittigt er nok også en af de tanker, der strejfer dig, når du første gang står ansigt til ansigt med dit soveværelse for natten. Men det er netop det, der gør lodgen så fantastisk. Du zipliner eller klatrer dertil, spiser middag og overnatter under stjernehimlen – over Den Hellige Inkadal!

8. Telt på Cheow Larn Lake i Thailand

Elephant Hills, Khao Sok, Thailand

En time på den magiske Cheow Larn Lake bringer dig til Elephant Hills Rainforest Camp. Telte ligger på flydende rafter, og selv om du kan se junglen lige bag lejren, er der ingen forbindelse til land. Ej heller signal på din mobiltelefon. Så du overgiver dig til roen og nyder en velfortjent pause fra hverdagen. Du sejler i kajak og spotter efter aber. Om aftenen falder du i søvn, mens stjernerne glimter gennem teltdugen. Hvornår er du sidst stået op til gibbonabernes morgensang?

Tip: Læs om Annes rejseoplevelser på Elephant Hills her.

9. Berbertelt og pool i Atlasbjergene

Kasbah Tamadot 5*, Atlasbjergene, Marokko

Kasbah Tamadot 5* er en del af Richard Bransons eksklusive hoteller, der er kendt verden over for deres høje standard og unikke beliggenhed. Her inviteres du indenfor til femstjernet livsnyderi med udsigt til Atlasbjergene og smukke dale med floder, skove og stier.

Start eksempelvis din rejse med et par dage i farverige Marrakesh og tag så til Kasbah Tamadot for forkælelse og afslapning. Du bor i et stort berbertelt med luksus i højsædet og egen pool på terrassen og kan nyde alt fra traditionelle, marokkanske retter til hammambade.

10. Vild luksus i den vilde regnskov

Shinta Mani Wild 5+*, Kardemommebjergene, Cambodja

Forestil dig et 100 m2 luksustelt på pæle over en brusende flod. Tilsæt designerluksus og all inclusive med gastronomi og spa ad libitium. Så har du Shinta Mani Wild 5+* i Cambodja.

15 luksustelte spreder sig over 1,5 kilometer ved Tmor-floden dybt inde i Kardemommebjergenes regnskove mellem Bokor National Park og Kirirom National Park. Fra din veranda har du forbløffende udsigt over junglen og floden, og de raffinerede designdetaljer af den verdensberømte Bill Bensley leder tankerne hen på kolonitidens overdådighed – med strejf af Indiana Jones. Udforsk også junglen med lejrens rangere!

11. Total ro vest for Bangkok

Hintok River Camp, Kanchanaburi, Thailand

Sjældent finder man et resort med en så fascinerende beliggenhed som Hintok River Camp i Kanchanaburi-provinsen vest for Bangkok i Thailand. Fra luksusteltene har du udsigt til floden og junglen, der vokser frodigt op af bjergene i det fjerne. Floden er som en naturlig pool, men du kan også sejle kano eller longtailbåd. Vandre og se alt fra vandfald til grotter og templer.

12. Beduinlejr i Omans ørken

1000 Nights Camp 3*, Wahiba, Oman

Er du på udkig efter et arabisk eventyr, har 1000 Nights Camp i Oman svaret. Eventyret starter allerede på vejen hertil, hvor du kører 4WD gennem den okkerrøde ørken og over bløde sanddyner. Beduinlejren er som en lille landsby forbundet af stier og indhyllet af sandklitter. Skal du direkte i poolen? Eller starte med en dejlig middag i restauranten, som serverer traditionelle, arabiske retter?

Senere rider du kameler, smager omansk kaffe hos en lokal beduinfamilie, prøver henna-maling og nyder en rolig aften ved bålet.

13. Dybt inde i Redwoodskoven

Ventana Big Sur 4*, Californien, USA

De gamle redwoodtræer strækker sig ind i himlen omkring Ventana Big Sur 4* i Californien. Om dagen nyder du lodgens mange faciliteter lige fra gastronomi til de to pools og japanske, varme bade i spaen. Når mørket trænger sig på, overgiver du dig til roen i skoven, bladenes rislen og bålets knitren, før du går til køjs i dit luksustelt. Lad krop og sjæl slappe af og tag skovens magiske stemning helt ind.

14. Balsam for sjælen i Sri Lankas højland

Madulkelle Tea & Ecolodge 3+*, Kandy, Sri Lanka

Madulkelle Tea & Ecolodge 3+* vågner du op til fuglesang og smager på den friske bjergluft. Lodgen ligger på en teplantage tusind meter over havets overflade, og mens morgendisen letter, nyder du en kop kaffe på din veranda. Det er morgener som disse, hvor du for alvor mærker, at det er ferie.

Tiden er helt din egen, og måske du bare bliver siddende her lidt endnu? De fleste har i hvert fald svært ved at løsrive sig fra udsigten til højlandets dale, vandfald og bjerge.

15. Som et månelandskab i Bolivias saltørken

Kachi Lodge 4*, Salar de Uyuni, Bolivia

I Bolivias – og verdens største – saltslette, Salar de Uyuni, byder Kachi Lodge 4* på en oplevelse af dimensioner. Seks telte bryder det endeløse, krakelerede månelandskab. Her skal du bo. Udefra ligner teltene rum-kupler. Indefra er det en helt anden historie. I midten af rummet står din seng med udsigt ud over sletten. Bag sengen gemmer dit badeværelse sig med bad og toilet. Maden er også et kapitel for sig med boliviansk gastronomi med et strefj af Danmark (inspireret af Claus Meyer).

Tag f.eks. hertil mellem december og april, hvor du kan opleve, hvordan vand forvandler noget af landskabet til verdens største spejl. En oplevelse, der trækker besøgende til fra hele verden. Se alt, du kan opleve her.

16. Luksustelt på kanten af verden i Laos

Rosewood Luang Prabang 5*, Laos

I Laos’ kongeby ligger Rosewood Luang Prabang 5* i en rolig regnskovsdal. Dit 75 m2 store luksustelt venter på toppen af bakken. Indretningen er overdådig, og udsigten til regnskov og vandfald er ligeså vild fra terrassen som fra sengen og badekarret. Her bliver du helt automatisk lullet ind i magien.

Lodgens spa består af små telte, der putter sig i regnskovens favn. Besøg også lodgens healer, Mr. Xong, der har passet lokalsamfundet i mere end 25 år. Fortsæt til restauranten, hvor kokken forkæler dig med retter fra det laotiske landkøkken.

17. Bliv nabo til Torres Del Paine i Patagonien

EcoCamp Patagonia 3+*, Chile

Fald i søvn i en blød dobbeltseng under Patagoniens uberørte stjernehimmel. Udenfor er der ikke en lyd. Før du om morgenen vågner op til fuglesang for foden af en af verdens smukkeste nationalparker; Torrel del Paine. Start dagen med et varmt bad, spis dig vej gennem den store morgenbuffet og tag på eventyr i den 1800 km2 store UNESCO-beskyttede nationalpark. Guiden viser vej til gletsjersøer, de ikoniske blå tårne og meget mere. Blot en snært af, hvad der venter dig på EcoCamp Patagonia 3+*.

Læs også: Vandretur ved verdens ende.

18. Luksus ved Ayers Rock i Australien

Longitude 131° 5+*, Australien

Sådan har du med garanti aldrig oplevet Autralien før. Longitude 131° 5+* ved Ayers Rock i Northern Territory er nemlig meget mere end femten luksuriøse bungalows med telttag. Her går gastronomi, udflugter, naturscenerier og service op i en højere enhed, og alt er naturligvis inkluderet. Du kommer næppe til at savne TV, men hvis du gør – så prøv lige at kigge ud gennem vinduet i dit telt. I horisonten troner Ayers Rock mod himlen, og du kan betragte naturfænomenet direkte fra sengekanten eller under stjernerne på terrassen.

Glæd dig til at opleve alle højdepunkterne ved Ayers Rock. Du finder det fulde program her.

19. Et arabisk eventyr helt alene i ørkenen

Magic Camp 4* i Dubai, Oman eller Abu Dhabi

Forestil dig et luksuriøst beduintelt midt i sandørkenen. Ikke en nabo i miles omkreds. Bare dig, din kære og jeres private kok, som står for aftenenes menu og forlader lejren bagefter, så I kan nyde tosomheden lige til den lyse morgen. Så kommer kokken nemlig tilbage, klar til at servere jeres morgenmad. Hvad I har lyst til derefter, er op til jer. Måske ride på kameler? Eller køre ræs i 4WD på sandbankerne?

Fortæl os, om du vil mærke magien i Oman, Abu Dhabi eller Dubai. Så rejser vi teltet for dig.

Anne Sparresø Merklin

Anne Sparresø Merklin (f. 1990) har arbejdet hos Nyhavn Rejser siden 2017. Hun har oplevet det meste af Europa, udforsket Sydafrika på hesteryg og mærket magien strømme flere steder i Asien. Det er især natur- og dyreoplevelser, der trækker. Men luksus og badeferie er også højt på listen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *