Skip to main content

Her finder du roen på Gudernes Ø, Bali

Der er steder, som fylder dig med energi. Hvor roen indfinder sig i kroppen, og du helt automatisk trækker vejret en kende dybere end før. Nogen kalder dem for åndehuller – andre for pusterum. Jeg kalder det for Bali. Højlandet er balsam for sjælen. Strandene i syd er gyldne og bløde. Og det nordvestligste hjørne gemmer på jungle og snorkling, som kun de færreste kender til.

Nysgerrig? Så læs med her, hvor jeg guider dig til de skønneste oaser og oplevelser på Gudernes Ø, Bali.

Balis hjerte – Ubud

#Urbanvibe i Ubud

Ubud er Balis hjerte og et super udgangspunkt for din rundrejse. Hippe restauranter, caféer og shopping ligger side om side med lokale markeder, gamle hindutempler og traditionelle kunstbutikker.

Hvis du har set filmen ”Eat, pray, love”, så har du en idé om, hvad jeg mener.

Fællespoolen på Mandapa, A Ritz-Carlton Reserve 5* //  Garden Pool Villa på Como Uma 4+*

Nyd det rolige højland i Ubud

Det bedste af det hele er dog de endeløse risterasser, bjerge og dale, der omfavner Ubud. Og faktisk skal du ikke bo mange minutters kørsel fra centrum, før du mærker magien strømme.

Vil du samtidig have stilfuld luksus, anbefaler jeg det prisvindende Mandapa, A Ritz-Carlton Reserve 5* ved Ayung-floden. Er du mere til yoga og velvære på kanten af højlandet, så er Como Uma 4+* den skønneste hotelperle.

Udpluk af oplevelser i Ubud

Tamblingan-søen, kokkeskole og rafting

Brug gerne et par dage i Ubud til at fornemme byens sjæl og tage på udflugter. Du kan eksempelvis komme med på det lokale madmarked og hjem til en lokal værtsfamilie, som lærer dig alle teknikkerne bag balinesisk kogekunst. Opleve de guddommelige templer og den ligeså guddommelige natur ved Tamblingan-søen. Eller mærke adrenalinen suse med riverrafting på Balis længste flod, Ayung-floden.

Kom tættere på naturen i Sidemen og Munduk

#Balance i det uspolerede højland

Vil du dybere ind i højlandet, skal du rejse til Sidemen øst for Ubud eller køre nordvest til Munduk. Begge områder bringer dig tættere på lokallivet i Balis små landsbyer og langt fra alfarvej til et landskab, der tryllebinder de fleste.

Risterasser danner kunstneriske mønstre mellem palmetræer, rislende floder, vandfald og bjerge. Oplev det direkte fra poolkanten eller udforsk det med en lokal guide til fods eller fra bagsædet af en scooter. Se også solen stå op over den hellige Mt. Batur-vulkan.

Wapa di Ume 4+* // Sanak Retreat 3+*

Sidemen eller Munduk?

I Sidemen-dalen er Wapa di Ume 4+* min klare favorit.

Det er, når du vågner op til hanens galen, sætter dig udenfor med en god kop kaffe og nyder solen stå op over risterasserne, at du for alvor mærker, du lever.

Balineserne tror da også på, at livet handler om balance. Det fører mig videre til en anden favorit i højlandet. Nemlig Sanak Retreat 3+* i Munduk. Ud over at være et gennemført, skønt boutiquehotel fangede dette skilt min opmærksomhed, da jeg var på besøg sidst:

Her er det de små ting, der betyder noget – og det er noget af det, jeg elsker allermest ved Bali.

TIP: Vil du endnu længere op i højlandet til der, hvor kaffen gror, så tag et par dage på Munduk Moding Plantation 4*.

Skov, Menjangan-hjorte og snorkling i West Bali National Park

#Jungle og dyreliv i West Bali National Park

I det nordvestligste hjørne af øen står West Bali National Park for eventyret. Glæd dig til at opleve et eksotisk miks af monsunskov og mangrove på et område, der endnu er et af de mindst turistbesøgte områder af Bali.

Nationalparken spreder sig helt ud til kanten af Javahavet og gemmer bl.a. på disse to hotelperler:

Plataran Menjangan Resort & Spa 4+* // The Menjangan 3+*

Koralstrand i forhaven. Jungle i baghaven

The Menjangan 3+* bor du i en 100 m2 villa og kan nyde bølgernes brussen og fuglenes kvidren direkte fra sengekanten. Særligt fugleentusiaster drager hertil på grund af den truede Balistær, som kun lever frit på disse kanter.

En anden hotelperle er Plataran Menjangan Resort & Spa 4+*. Infinity-poolen har en dragende havudsigt, og resortets stil minder om en safari-lodge krydret med Balis sjæl. Og så skal du i øvrigt ikke blive overrasket, hvis et par Menjangan-hjorte, leguaner eller aber kigger forbi.

Sådan så det ud, da jeg snorklede ved Menjangan Island

Balis bedste snorkelspot

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men du er faktisk også kommet til Balis bedste spot for snorkling. Sejl den korte tur ud til Menjangan Island. På med snorklen og svømmefødderne, og i vandet med dig!

En verden af koraller, revvægge, fisk i alskens størrelser og havskildpadder venter lige under havoverfladen.

Six Senses Uluwatu 5*

#Luksus og forkælelse på Sydbali

Vil du for alvor forkæles på din Bali-rejse, så afslut på et af Sydbalis luksusresorts, hvor du både er tæt på strande og lufthavnen.

Her er mit favoritresort Six Senses Uluwatu 5*, der strækker sig helt ud til kanten af Det Indiske Ocean. Klipper troner op fra havet, og du kan nyde udsigten fra infinity-poolen eller direkte fra din villa. Skal du have egen pool?

Træd ind i en anden verden på Six Senses Uluwatu

Jeg boede på Six Senses Uluwatu på min forrige rejse og husker især deres spa som noget særligt!

Du træder bogstaveligtalt ind i en anden verden, når spaterapeuten åbner en nærmest usynlig dør ind til dit massagerum.

Herfra kan du se frem til massage, der lever fuldt op til Six Senses-koncept med afslappet luksus, balance og velvære. Et tema, der i øvrigt er gennemgående for dit ophold her.

Stranden ved Belmond Jimbaran Puri 4+*

Vil du tættere på stranden?

Der er en halv times kørsel til strande fra Six Senses Uluwatu. Vil du bo ved en af strandene i syd, er Jamahal Private Resort 4+* i Jimbaran et paradis kun for voksne – mens Belmond Jimbaran Puri 4+* er super til familier.

Bali – et pusterum fra hverdagen

Har du læst med fra start til slut, forstår du, hvorfor jeg betragter Bali som en gateway til en perlerække af pusterum.

Jeg har oplevet Gudernes Ø mange gange nu og føler mig altid udhvilet, inspireret og helt nede i gear efter sådan en rejse. Det er det, Bali kan.

Vil du opleve mere af Indonesien?

Søger du flere eventyr på Bali og Indonesien, kan du endda krydre din rejse med oplevelser i Østens Have (Java) eller med et 3-dages cruise til Komodo, Ringa og Bidadari.

Værd at vide

  • Sæson: Du kan rejse til Bali året rundt og opleve temperaturer på cirka 30 grader. Højsæsonen er dog fra april til september, mens oktober til marts kan byde på kraftige regnskyl.
  • Flyvetid: Den gennemsnitlige flyvetid til Bali er 17-18 timer med en mellemlanding eller et stop-over i Singapore, Bangkok eller Dubai.
Maja Jeziorski Nielsen

Maja Jeziorski Nielsen (f. 1982) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2016 og er ekspert i Bali, Borneo og Malaysia, Thailand, Sri Lanka og Burma. På sine rejser jagter Maja de unikke naturscenarier og de autentiske møder med lokalbefolkningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *