Skip to main content

8 uforglemmelige ferier ved stranden

Der er intet som en god ferie ved stranden. Bølgebrus, palmesus og blødt sand under fødderne er som lise for sjælen. Endelig har du tid til at læse bogen, du fik i julegave sidste år. Tid til bare at være, slappe af og nyde lidt forkælelse.

Jeg guider dig her til 8 hot spots, hvor du er garanteret sol, sand og vand i særklasse.

Beach Club Hamilton Island 4*, Australien

#1: Tropisk øliv ved Great Barrier Reef

Verdens største koralrev er en uforglemmelig oplevelse i Australien, især hvis du kan lide at snorkle eller dykke. Mellem Great Barrier Reef og kysten af tropiske Queensland ligger Hamilton Island. Her kan du nyde øliv kun for voksne på Beach Club Hamilton Island 4* og fylde dine feriedage med sejlture i The Whitsunday Islands, afslapning på billedskønne Whitehaven Beach, snorkling og måske en runde golf på Dent Island.

Sæson: Hamilton Island er en helårsdestination med 23-30 grader om dagen og badevand på 20-28 grader afhængigt af sæson.

The Surin 5*, Thailand

#2: Phukets fredfyldte strandperle

Phuket er med god grund et meget populært mål for strandferier. Men der findes heldigvis stadig fredfyldte strande, hvor du er væk fra alle de andre – men alligevel tæt på attraktioner og det kulørte liv, hvis det også trækker. The Surin 5* er sådan en oase. Her får du luksuriøse bungalows på et frodigt bakkedrag lige ud til en suveræn sandstrand. Og om aftenen kan du spise middag med sand mellem tæerne i skæret fra levende lys.

Sæson: Du kan rejse til Phuket hele året, men højsæsonen er fra november til marts, hvor der 30-34 grader om dagen, og badevandet er 28-30 grader.

The Sun Siyam Iru Fushi 5*, Maldiverne

#3: Paradisstrand på Maldiverne

Maldivernes atoller er guddommeligt smukke, men der er alligevel stor forskel fra ø til ø. Og Sun Siyam Iru Fushis 5* strande og den turkise lagune er simpelthen af en anden verden. Resortet er både paradis for par og børnefamilier, der har lækre separate poolområder. De fleste par foretrækker luksusvillaer på pæle i lagunen, mens mange familier er til en villa på stranden. Hotellets spa er kåret til intet mindre end Maldivernes bedste, og samtidig er der mange virkelig fine tilbud til de mindste.

Sæson: Maldiverne er en helårsdestination med højsæson fra januar til april, hvor der er 29-31 grader om dagen, og badevandet er 28-30 grader.

The Ritz Carlton 5*, Dubai

#4: Dubai er sol og strand – og en masse andet

Rejser du til Dubai for at nyde mere end stranden og den blå himmel, er Jumeirah Beach stedet. Her er nemlig også masser af gode butikker, restauranter og caféer, og der er kort vej til en masse seværdigheder. The Ritz Carlton 5* ligger lige ved stranden og byder indenfor til en luksuriøs verden, som I både kan nyde som familie og par.

Store værelser, dejlige restauranter og masser af faciliteter – blandt andet en eksklusiv spa og en skøn børnepool.

Sæson: Du kan rejse til Dubai hele året, men sommeren er utrolig varm. Den bedste sæson er forår og efterår, hvor temperaturen er 25-35 grader om dagen, og badevandet er 22-28 grader.

Pine Cliffs – A Luxury Collection Resort 5*, Portugal

#5: I pinjetræernes skygge på Algarve-kysten

Algarve-kystens dramatiske landskaber byder på de absolut bedste strande i Portugal. Her ligger Pine Cliffs 5* – A Luxury Collection Resort højt over stranden omgivet af pinjelunde og en golfbane. Portugal har et dejligt, mildt klima. Nyd de dramatiske klipper, hyggelige byer og søfarernes spændende historie, hvis du kan løsrive dig fra stranden. Rejser du med børn, kan I indlogere jer i en familiesuite med køkken og separat soveværelse.

Sæson: Den bedste sæson for rejser til Algarve-kysten er fra maj til oktober, hvor temperaturen er 22-28 grader om dagen, og badevandet er 17-21 grader.

The St. Regis Mauritius Resort 5*, Mauritius

#6: Forkælelse på Mauritius

På den sydvestlige del af Mauritius rejser det UNESCO-beskyttede Le Morne-bjerg sig som en majestætisk vogter over den frodige natur og den kilometerlange strand. Vestkysten har de smukkeste solnedgange og øens bedste vejr. Mellem palmerne inviterer The St. Regis Mauritius Resort 5* til ægte forkælelse og store suiter. Hvis du er til ekstraordinær service, der dyrkes ned til mindste detalje, så er det her, du skal bo. Og rejser du med børn, vil de virkelig have en fest i en af Mauritius’ største pools.

Sæson: Mauritius er en helårsdestination, men højsæson er forår og efterår. Her er temperaturen 24-29 om dagen, og er badevandet 24-28 grader.

Eden Roc 4*, Florida

#7: Tag hele familien med til solskinsstaten Florida

Florida har virkelig gode strande, og staten byder på masser af eventyr for dem, der gerne vil krydre badeferie med oplevelser. Art Deco-byen Miami er jo nærmest et must at besøge, men find et hotel, der ligger ud til stranden, men væk fra mylderet ved South Beach. På Eden Roc 4*, som er det absolut bedste familiehotel, kommer du hjem efter en lang dag til fred, skøn udsigt, tre pools, stor spa, glimrende mad og et dejligt stort værelse.

Sæson: Højsæsonen for en rejse til Miami Beach er fra marts til maj, hvor temperaturen er 22-26 grader om dagen med badevand på 24-27 grader.

UNICO 20°87° Hotel Riviera Maya 5*, Mexico

#8: Pyramider og palmer på Riviera Maya

Mexicos caribiske kyst, Riviera Maya, er en perlerække af vidunderlige strande. Her finder du både gigantiske resorts med mange faciliteter og små bungalowhoteller mellem palmerne. Hvis du vil opleve en dejlig strand og eksklusive omgivelser på din ferie, skal du bo på UNICO 20°87° Hotel Riviera Maya 5*, der tilbyder all inclusive i særklasse – kun for voksne!

Selv daglige spa-behandlinger er inkluderet, og du får også store rabatter på udflugter til de spændende attraktioner som for eksempel mayapyramiderne.

Sæson: Rivera Maya i Mexico er en helårsdestination, men højsæsonen er fra november til april. Her er temperaturen 28-32 grader om dagen, og badevandet er 26-29 grader.

Læs også vores guide til 5 paradisiske sandstrande, og hvordan du kommer derhen her.

Charlotte Frost

Charlotte Frost (f. 1970) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2004. Hun er specialist i Seychellerne, Sri Lanka, Thailand og Emiraterne og har et helt særligt forhold til Maldiverne, hvor få ved mere end Charlotte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *