Guddommelig sejltur over Khao Laem-søen i Thailand

Del indlægget påShare on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someone

Vi mærker det i det sekund, vi stiger ud af bilen. Lyset. Stilheden. Mystikken. Uendeligheden. Der er steder i verden, der bare griber en, og man beder til, at de aldrig vil slippe. Vi er på Bon Pee View Point 5 timers kørsel fra hektiske Bangkok. Foran os ligger den kæmpe Khao Laem-sø.

Stedet er kendt for at have en af Thailands smukkeste solnedgange over den store Khao Laem-sø. Vi kan mærke i disen, at solnedgangen nærmer sig. Vi kunne slå telt op og blive. Men en longtail boat lægger til og inviterer os om bord. Vi adlyder. Foran os ligger i stedet en af vores livs smukkeste sejlture på vores vej til Sangklaburi efter vores udflugt til River Kwai.

I Khao Laem-søens blå dis

Vi glider ud på det stille vand på den kæmpe Khao Laem sø. Flere steder strækker grå og afbarkede spøgelsestræer som i desparation deres arme op af vandet som vidner på, at her ikke altid har været en sø.

Området blev inddæmmet som ferskvandsreservoir midt i 1980’erne. Landsbyer og templer blev oversvømmet. Samfund flyttet. Hjem ødelagt. Den skønhed, vi nu nyder, afhænger nok af øjet, der ser. Men i guder, hvor er det smukt.

Alene i den store våde verden

Vi passerer flere fiskenet og en enkelt fisker. Sejler gennem smalle passager i vegetationen, ud på store vidder og forbi en enkelt husbåd.

Mod vest indhylles søen og højdedragene i en blålig og kølig dis. Mod øst giver solens stråler landskaberne en varm glød. Vi er lige midt i scenerierne. Er her virkelig ikke andre end os?

Fik jeg nævnt, hvor smukt det er?

Khao Laem-søens undervandtempel

Vores bådfører sagter farten. Vi glider tæt forbi nogle ruiner og et gammelt klokketårn, der i dag går under navnet “No Bell Tower”, for klokken er væk.

Det er Wat Wang Wiwekaram. Et tempel, der sammen med resterne af det tilhørende samfunds 1000 bygninger nu lever livet under vandoverfladen store dele af året. Vi er her i den tørre tid, så templerne står op af vandet, og flere er gået i land. Vi forestiller os, hvordan der har været munke og ritualer her. Og hvordan søen har grebet ind i menneskers liv.

Det sidste stykke mod Sangklaburi

Vi mærker, at vi nærmer os liv. Flere både dukker op på udflugt til de gamle templer.

Inde på land lidt efter stråler et gyldent tårn op mellem træerne. Det er Puttakaya chedien, der er en del af det nye Wat Wang Wiwekaram, som vi skal besøge i morgen. Templet er en afløser for søens tempel, og Puttakaya er en genskabelse af Mahabodhi templet i Bodhgaya i Indien, hvor Buddha blev oplyst og fandt sandheden for, hvordan man skal leve.

Mon-broen i Sangklaburi

Og nu ser vi så den lange træbro, Mon-folkets bro, Saphan Mon eller Uttama Nusorn-broen. Kært barn har mange navne.

På afstand en samling tændstikker, der kan vælte hvert øjeblik. Men solidt teaktræ, når vi kommer nærmere. Og et stykke historie skabt af mon-folket på initiativ af deres munk Uttama. En bro, der ikke bare forbinder land over Sangalia-floden, men som forbinder folk og skæbner. Vi skal krydse den i morgen.

Lige nu skal vi bare i land. Vi går op ad bakkedraget mod vores guesthouse. Vender os. Ser på søen, der har bragt os hertil. Vores longtail boat trækker en lille stribe efter sig. Om et øjeblik går solen ned. Tænk, at 45 minutters transport kan være så smuk.

Sejlturen indgår i Nyhavn Rejsers udflugt i køreafstand fra Bangkok.

Claus Eriksen

Claus Eriksen (f. 1956) har været tekstforfatter hos Nyhavn Rejser siden 2007. Claus har rejst over det meste af verden og har altid en stak medrivende rejsebreve med hjem. På sine rejser søger Claus væk fra de mange og tæt på natur og kultur – men han viger heller ikke tilbage for en 300 m2 stor luksusvilla på Maldiverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *