Skip to main content

Med kongeskib på mægtige Mekong fra Vietnam til Cambodja

I mine øjne er der to rejseformer, der virkelig fremkalder historiens vingesus. Det ene er tog. Det andet er sejlads, særligt på Orientens store floder som Nilen og Mekong. Der er en ro, romantik og klasse over det, som vi for sjældent oplever, når vi rejser i dag. Men det er stadig muligt. Også i den grad.

Kom med om bord på skibet The Jahan og oplev Indokinas mægtige flod, dens folk og fortællinger.

Mekong-floden er godt 4300 km lang og løber helt fra Tibet til det sydligste Vietnam

En kongelig affære

Lad det være sagt med det samme. The Jahan er ikke et egentlig kongeskib, men det overdådige fartøj er opkaldt efter mughal-rigets flamboyante kejser Shah Jahan – ham som fik bygget Taj Mahal i Indien. Det er et passende navn for et skib, der bare emmer af royal klasse og kolonitidens romantik.

Sådan ser det i hvert i fald ud i den flotte brochure, som jeg igen finder frem, mens jeg sidder i taxaen, der kører mig fra lufthavnen i Saigon til den lille havneby My Tho ved bredden af Mekong-floden.

Det er her hun venter os alle, skibet med de 36 elegante kahytter, restaurant, bar og pool på soldækket. Jeg har været i Vietnam og Mekong-deltaet flere gange før, men aldrig på denne måde. Og jeg glæder mig som et lille barn til at nå frem.

The Jahan er blot et af flere skibe på Mekong. Du kan se eksempel på rejse her.

Man vænner sig hurtigt til livet om bord

Fordums magi i Indokinas vugge

Men som taxaen kører ind i Mekong-deltaet og nærmer sig Cai Be og skibet, kan jeg også mærke, at det jeg måske glæder mig allermest til, er gensynet med Mekong-deltaet. Igen at sejle på Indokinas mægtige livsåre. Igen at møde flodens indbyggere, opleve deres levevis og blive omfavnet af deres hjertevarme.

Foran os venter tre dages sejlads op ad Mekong-floden fra My Tho i Vietnam til Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Gamle krigsveteraner og nye venner

Vi er 20 gæster ombord, som bliver budt velkommen af skibets flinke kaptajn, som er vietnameser, og resten af besætningen, der vistnok alle er cambodjanere.

De taler alle engelsk og på trods af de fine uniformer og luksuriøse rammer, er der en afslappet stemning, som passer mig rigtig godt. Høflig og uformel på samme tid. Den bliver også hjulpet godt på vej af et hold amerikanske krigsveteraner, som har taget turen tilbage til Vietnam, alle disse år efter Vietnamkrigen. De er vældig godt selskab.

Flodvand i årene

Vi stævner ud om eftermiddagen og allerede inden aftensmaden, ankommer vi til den lille markedsby Cai Be, som er et livligt kludetæppe af små kanaler og farverige flodmarkeder. Vi hopper på The Jahans lille ekspeditionsbåd og forvilder os ud i det store mylder af kanoer, fragtbåde, longtailbåde, flodpramme, vandtaxier, vandbusser og speedbåde.

I Mekong-deltaet foregår livet bogstavelig talt på vandet og hold op, hvor er folk gode til at styre bådene sikkert forbi og imellem hinanden. Øvelse gør virkelig mester.

Alle steder i Cai Be bliver der solgt, købt og fragtet alverdens varer

Vietnams livsnerve

Jeg holder alligevel vejret, hver gang vi suser millimeter forbi en kano, eller jeg ser en handlende gå og balancere på rælingen af en sejlende båd – med pengesedler i den ene hånd og en pose grøntsager i den anden!

Mekong-deltaet bugner ikke bare af grønt og frugt, men er også Vietnams store riskurv, og hjemsted for landets enorme eksport af fisk og skaldyr til hele verden. Og jeg tænker på, at det hele jo dybest set er bundet sammen af små byer, som Cai Be og atter tusinder af små både som dem, vi oplever her.

Når man hejser en sød kartoffel i vejret

Vores guide fortæller os om de forskellige bådtyper, og hvordan vi kender forskel på dem, der f.eks. sejler med grøntsager, levende fisk og tørvarer, som ikke tåler regn.

Pludselig peger han mod en samling af små både, som alle har rejst store kæppe i vejret. Nu ser jeg, at der i nogle kæppe hænger papaya-frugter, mens andre har græskar, søde kartofler og andre grøntsager hængende – det er selvfølgelig sådan, de handlende viser, hvad de har på hylderne i dag.

Morgenmad på terrassen på The Jahan

Søde kaffebønner og store udsigter

Næste morgen vågner jeg langsomt i sengen og får morgenmad serveret på min egen terasse. Jeg elsker vietnamesisk kaffe. Den sødlige, karamelagtige smag, som kommer af at vietnameserne rister deres kaffebønner med smør og lidt sukker – nogle gange tilsættes lidt kakao eller vanilje til ristningen, og det kan man lige akkurat ane.

Nu slår det mig også for første gang, hvor enorm og bred Mekong faktisk er.

Den evige strøm og de enorme vandmasser er som en uimodståelig kraft, som giver mig ro, og forbinder mig med livet på floden – i fortid og nutid. Det her er rejsens kerne.

I middagsheden kalder poolen og en lille lur på skibets luftige soldæk

Små og store historier

De næste dage går mest med at nyde skibet og flodens liv. At nyde en drink i poolen. At læse bøger på dækket og på min egen balkon i kahytten. Og kigge på både sejle forbi og livet gå sin gang i flodbredden.

Kvinder som hænger tøj til tørre og børn der leger. Småbønder, som arbejder i rismarkerne og bøfler, som køler sig ned i vandkanten. Fiskere, som kaster deres garn og farverige fragtbåde med alverdens varer og gøremål. Alle steder mindes jeg om, hvor mange mennesker, som er afhængige af denne mægtige flod.

Se lokallivet gå sin gang, mens skibet glider op ad Mekongfloden

De ni dragers land

Mekong-deltaet kaldes også for ”De ni dragers floddelta” og er cirka på størrelse med Danmark. Her bor godt 20 millioner mennesker og mere end 1000 forskellige dyrarter. Alligevel er der også store stræk, hvor menneskelivet tynder ud, og der bliver helt stille. Her hersker skoven og naturen stadig. Og fuglenes sang og skrig rejser uforstyrret henover flodens brune og sødduftende vand.

Hver aften nyder vi middage og drinks i skumringen, mens vi sejler videre op ad floden. Undervejs lægger vi til i små bifloder for at overnatte og besøger små landsbyer med markeder om morgenen.

På et tidspunkt stopper vi ved en ø midt på floden og hopper i vores lille ekspeditionsbåd for at udforske øen og møde de lokale, som bor der.

Besøg familer, der bor isoleret på Mekongs bifloder

På marked i Tan Chau

På den tredje dag lægger vi til ved grænsebyen Tan Chau og tager en motorcykeltaxa ind til det lokale marked, hvor bedstemødre leger med deres børnebørn alt i mens bedstefædre spiller kinesisk skak, drikker te og ryger pibe.

Omkring mig er der fisk i alle former og størrelser. Og frøer, snegle og krabber, som sælges side om side med babytøj, kaffe, skønhedsprodukter, frugt og specialiteter, som jeg hurtigt opfordres til at smage på af de handlende.

Mekongs markeder bugner af frugt, grønt og et væld af lokale specialiter

Farvel Vietnam, goddag Cambodja

Jeg søger tilflugt på en café, bestiller en kop kaffe og falder i snak med nogle lokale. De taler ikke engelsk, og jeg taler ikke vietnamesisk, men med lidt improviseret tegnsprog og masser af god vilje, kommer vi alligevel et stykke vej. Her kommer ikke mange turister, men alle steder mødes vi med en rørende hjertevarme, nysgerrighed og gæstfrihed.

Det er den bedst tænkelige afsked med Vietnam, inden vi igen sejler videre og krydser den usynlige flodgrænse til Cambodja.

I Cambodja bliver Mekong smallere, og det lokale liv kommer tættere på

En stolt kaptajn bringer os sikkert i havn

I Cambodja bliver Mekong-floden langsomt smallere, og alt kommer tættere på. Cambodja er et fascinerende, smukt land med en stor og grusom historie, og mens jeg lader tankerne vandre, øjner jeg kaptajnen oppe på broen. Han smiler til mig, og inviterer mig til at komme op.

Jeg har godt lagt mærke til, at kaptajnen er mægtig stolt af det prægtige og ret så nye skib. Han holder bestemt god skik og styr på sagerne om bord. Han viser mig de forskellige moderne instrumenter og fortæller mig, at der er 20 meter dybt. Det er dog på ingen måde et skib, der egner sig til at sejle på havet … Godt det samme, at vi er på en flod, tænker jeg.

The Jahan har en lille spa, og om aftenen bliver der tændt op i grillen

Et lys i skumringen

Jeg vender tilbage til min liggestol på soldækket og lader igen tankerne vandre, mens aftensolen maler floden og himlen sammen med milde, drømmende penselstrøg. Pludselig lyder der et kald fra boven. Nogen har fået øje på et voksende tæppe af lys i den disede horisont. Nu samles vi alle på dækket.

Efter tre dage og tre nætter på Mekong-floden, føles det som et stort øjeblik. Vi er fremme ved Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Vi ankommer til Phnom Penh i skumringen

Kontrasternes by

Hver gang jeg besøger Phnom Penh, er der kommet så meget nyt til. Nye højhuse skyder op alle steder og byens gadebilleder er i konstant forandring. Det går stærkt i denne del af verden, og alligevel er meget også ved det gamle. På den måde minder Phnom Penh mig om Bangkok for 15-20 år siden.

Traditionelle spisesteder under skyggefulde træer på byens brede fortove. Markeder, templer og charmerende kolonitidskvarterer, fulde af små overraskelser og lokalt liv. Og kraner alle steder, som arbejder på det næste topmoderne højhus.

Phnom Penh er stadig en skøn blanding af den gamle og nye verden

Postkort fra Phnom Penh

Jeg vågner næste dag og beslutter mig for, at jeg vil starte dagen med at sende et par postkort hjem til Danmark. Det er lige så meget en undskyldning for at besøge Phnom Penhs hovedposthus, som ligger i en skøn fransk kolonitidsbygning.

Herfra går jeg en dejlig tur gennem tempelområdet Wat Phnom til det legendariske kolonitidshotel Raffles Hotel Le Royal 5*, hvor jeg altid ynder at nyde en god frokost, når jeg er i byen. Efterfulgt af en god drink i hotellets legendariske Elephant Bar, selvfølgelig.

Afsked med kongeskibet

Min rejse med The Jahan slutter her i Phnom Penh, mens halvdelen af skibets gæster tager fire dage til på Mekong-floden. De fortsætter over Cambodjas store Tonle Sap-sø til kolonitidsbyens Siem Reap og de magiske templer ved Angkor. Jeg ville ønske, jeg skulle med.

Men i denne omgang er det tid til at tage afsked med Phnom Penh, mine nye venner på skibet og ikke mindst min skønne kahyt. Og Mekong-flodens fortællinger? Dem tager jeg med mig.

Peter Rikard Jørgensen

Peter Rikard Jørgensen (f. 1970) har arbejdet i rejsebranchen siden 1990 og kom til Nyhavn Rejser i 2018. Peter er ekspert i rejser til Asien, Europa og Mellemøsten. Når han rejser er det de autentiske, kulturelle oplevelser, der trækker, men han viger heller ikke for lidt strandluksus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *