Skip to main content

Berit Algren Bonde

Berit (f.1983) har været produktchef for Asien hos Nyhavn Rejser siden 2017, men har arbejdet i rejsebranchen siden 2004. Hun er ekspert i Thailand og Vietnam, og har sammenlagt boet i Asien i 10 år. Når hun rejser, er det især de autentiske oplevelser med lokalliv i øjenhøjde, smuk natur langt ude på landet eller dykkerlivet under vandoverfladen, som hun søger.

Tre hurtige til Berit

Hvad er dine favoritdestinationer?
Jeg får næsten tårer i øjnene, når jeg tænker på Thailands meditative, lokale liv – og den ro, der samler sig – når man sejler dybt ind i hjørnerne af Khao Laem Lakei Østthailand, tæt på den burmesiske grænse. Når solen står op over de nøgne træer og en lokal fisker futter forbi i sin simple båd, så er der ikke noget sted i verden, jeg hellere ville være. En anden favorit er en lille hemmelig strand lidt uden for Khanom på Thailands østkyst, hvor ikke en strandparasol eller et betonhotel kan ses. Til gengæld er her rå natur, smuk hvid sandstrand og måske et par lokale, der nyder en øl og udforsker en omgang karaoke.

Men jeg er også helt tosset med Indien, hvor jeg har rejst fra nord til syd mere end fire gange. Jeg elsker det kulturbombardement landet giver, hvor ens sanser konstant udfordres, pirres og overraskes. For ej at glemme Japan! Der har jeg rejst to gange, og er helt opslugt af det smukke land og følelsen af at være totalt ”lost in translation”.

Hvordan rejser du helst?
Derud, hvor et land kan mærkes – hvor maden smager, naturen er rå og de lokale mødes med et smil. Så ofte som muligt, er dette på motorbike, som giver frihed og fleksibilitet. Jeg har gennem tiden overnattet i telt i regnskoven og sovet på trægulve i lokale huse i junglen. Men i dag vil jeg nok foretrække en god seng at sove i – gerne på et charmerende boutiquehotel, hvor der er tænkt over detaljerne, og hvor sjælen lever i vægge og smil.

Hvad drømmer du om at opleve på din næste rejse?
Det sydlige Cambodja fra de vilde Kardemommebjerge til de hvide sandstrande. Den ultimative drømmerejse går dog til Raja Amphat i det østlige Indonesien, hvor livet under vandoverfladen i flere år har stået på min ønskeliste over ting, jeg skal opleve!

Seneste blogindlæg