Skip to main content

9 hotspots på vinterferie i Californien

Jeg elsker Californien. Året rundt. Men staten er lang som fra København til Paris. Derfor skal du lægge rute efter årstiden. Her er mine bedste tips til en vinterferie i Californien.

Vinter? Det skal du vide om vejret i Californien!

Set over året er der store udsving i vejret i Californien. Om vinteren er bjergpas i nord lukket af sne, og om sommeren kan der være smeltende varmt inde i landet i syd.

Palm Springs kan fx i juli runde de 40 grader, mens vinteren ligger på det halve. For mange er sommerens varme ikke et problem, for luften er knastør, mens vinteren kan have nedbør. Kun 2 dage i snit om måneden, men alligevel. Ved kysten er det køligere især om natten, så husk trøje og jakke om vinteren.

Læs videre og få de 9 tips.

#1 West Hollywood, Los Angeles

Los Angeles er dobbelt så stor som Bornholm, så jeg deler den herlige by lidt op. West Hollywood er kreativitetens Los Angeles og består af 3 områder.

Sunset Strip – en del af Sunset Boulevard – er Rock&Roll, god mad og gode natklubber. Her finder du Whiskey a Go Go, Comedy Store og The Roxy. Design District er den sydlige del fra Melrose Avenue til Beverly Boulevard. Her er butikker med alt fra kunsthåndværk til classic cars.

Så mangler vi dyden i midten, Santa Monica Boulevard, som måske ikke helt er så dydig igen uden at være red light eller noget, der ligner.

Men husk dog lidt sedler til poledance-drengene på The Abbey. Ved siden af ligger The Pump med fortrinlig mad.

Hvad skal du opleve i West Hollywood?

Suge til dig af indtryk. Ose i bukkerne. Nyde barer og cafeer som Urth Caffe, 8565 Melrose Ave, hvor du kan hænge ud med de lokale på terrassen. Kig også ind i møbelhuset RH West Hollywood på 8772 Beverly Boulevard. Ikke for at købe sofa, men på tagterrassen ligger en offentlig park!

Jeg anbefaler en fantastisk cykeltur med guide rundt i området og ud ad de grønne alleer i stjernernes Beverly Hills. Turen går også omkring Rodeo Drives vilde butikker, hvor du kan lege Julia Roberts og/eller Richard Gere alt efter dine interesser.

Og så kan jeg anbefale at bruge en aften på at udforske barer og gadekøkkener ved Hollywood Boulevard sammen med en guide. Du kommer steder på denne tur, du nok aldrig ville finde selv.

Hvor skal du bo i West Hollywood?

Personligt er jeg til Kimpton La Peer. Smukt og gennemført med perfekt beliggenhed. Men tjek også Chamberlain West Hollywood og Montrose West Hollywood. Begge ligger på grønne og stille sideveje, man ikke tror findes i så stor en by.

#2 Santa Monica og Venice Beach

Nu er vi ved strandene i Los Angeles. På strandpromenaden i Santa Monica og Venice Beach er der gang i skateboards, rulleskøjter, cykler og løbesko, og de mange cafeer byder sig til, hvis der er brug for et hvil.

Ude i sandet fortsætter aktiviteterne med beach volley, show offs og surf. Måske ikke på højeste niveau om vinteren, men her er altid mennesker. Solen bager 281 dage om året. Temperaturen kan sagtens nå op på 16-18 grader i januar. Forvent ikke tropisk havtemperatur. Hverken sommer eller vinter.

Hvad skal du opleve i Santa Monica og Venice Beach?

Du skal slentre ad strandpromenaden og suge til dig af det glade liv. Kan du jonglere med syv bolde eller lave en baglæns saltomortale, skal du selvfølgelig vise det og høste beundringen. Inde i gaderne, der bedst ses til fods, er der mange vægmalerier og fortrinlig shopping med vægt på det eksklusive. Onsdag og lørdag er der farmers market på Arizona Avenue og om søndagen på Main Street.

Børn skal nok prøve rutsjebanen i Pacific Park mindst én gang.

Jeg kan varmt anbefale en guidet gourmettur i Venice Beach, hvor du smager dig gennem 4 restauranter og får spændende fortællinger som krydderi på oplevelserne.

Hvor skal du bo i Venice Beach og Santa Monica?

Du skal helt klart bo på The Huntley Hotel, der ligger i rolige omgivelser nær strand og gågader. Husk at tage et smut op på 18. etage for at nyde udsigten og en drink!

#3 Santa Barbara

Santa Barbara 150 km længere nordpå er Middelhavsriviera på californisk. Ud mod vandet er palmer og strand, og bag byen rejser bjergene sig så smukt.

Hvad skal du opleve i Santa Barbara?

Også her gælder det om at nyde stemningen, slentre eller cykle langs stranden. Snup en omgang fish&chips eller en krabbeburger på havnemolen Stearns Wharf. Ved East Beach er der skabt nyt liv i de gamle pakhuse med alt fra vinsmagninger til surf board værksteder, og oven for byen bør du se Old Mission Santa Barbara, de spanske franciskanermunkes mission fra 1776.

I baglandet er store vinområder, hvor flere end 100 vingårde har smagninger. Og fra november til april migrerer tusinder af hvaler forbi Santa Barbara, så en hvalsafari er noget nær et must her!

Hvor skal du bo i Santa Barbara?

Harbor View Inn Hotel, der ligger med udsigt over stranden lige ved marinaen, eller Kimpton Canary Hotel oppe i byen.

Din udsendte USA-ekspert (i midten)

#4 Anaheim

Vi er nødt til at tage omkring de store temaparker. Topattraktionen for familier er de to Disney Resorts i Anaheim. Noget mindre, men også et besøg værd, er Knott’s Berry Farm, der startede som en frugtbod ved vejen, men nu har udviklet sig til en temapark med 40 forlystelser.

Hvad skal du opleve i Anaheim?

Grine, skrige, gyse og lege. Igen og igen.

Hvor skal du bo i Anaheim?

Der kan være gode argumenter for at bo i gåafstand til herlighederne, især hvis du er her flere dage med børn. Personligt vil jeg dog foretrække strandstemning, vind i håret og guddommelig solnedgang i hyggelige Huntington Beach.

#5 Universal Studios Hollywood

Endnu en fantastisk forlystelsespark for alle aldre. Universal Studios Hollywood er fyldt med action og sjov inkl. hele den magiske Harry Potter verden.

Hvad skal du opleve i Universal Studios Hollywood?

Svaret giver sig selv. Ja, jeg vil næsten vende den om og bede dig stille spørgsmålet: Hvad skal du ikke opleve? Planlæg dit besøg. Du bliver nok nødt til at vælge lidt fra.

Hvor skal du bo ved Universal Studios?

Tjek ind på The Garland i North Hollywood. Her er en lækker gårdhave og dejlig pool at komme hjem til.

#6 Palm Springs

Fra Los Angeles-området er der 1½-2 timer til Palm Springs inde i landet. Palm Springs er en af ni byer i Greater Palm Springs, Yucca Valley. Indian Wells og eksklusive Palm Desert er nogle af de andre.

Hvad skal du opleve i Palm Springs?

Nyd at slentre ned ad Indian Canyon Drive med butikker og restauranter. Mon ikke der ryger et kandiseret popcorn ned hos Brandini Toffee bare for at udforske de lokale traditioner?

Du skal op i den fantastiske svævebane Palm Springs Aerial Tramway gennem rå og næsten lodrette kløfter mod Mount San Jacinto. Du kan også gå en smuk tur i Cahuilla indianernes fodspor på Andreas Trail, og er du til golf, er du i et slaraffenland.

Endelig skal du se Joshua Tree National Park med de forunderlige træer. Lige ved nationalparken ligger Pioneertown med en kulisseby brugt i mange westerns.

Her kan jeg anbefale spareribs på det forrygende restaurant- og musiksted Pappy & Harriet’s!

Hvor skal du bo i Palm Springs?

Dit hotel i Palm Springs bør helt klar være Kimpton Rowan, der ligger med flot udsigt til de bjerge, der danner en gryde om byen og hele Yucca Valley. Med lidt held er vejret til at ligge ved poolen på taget.

#7 Vinområdet Temecula

For mange er californisk vin lig med Nappa og Sonoma Valley. Men der er flere muligheder f.eks. hyggelige Temecula, der ligger belejligt mellem Palm Springs og San Diego og 1½ time fra Los Angeles.

Hvad skal du opleve i Temecula?

I Temecula er der flere end 40 vingårde, og mange inviterer til smagninger. En af områdets attraktioner er at flyve i luftballon over vinmarkerne, mens solen står op.

Sæt også tid af til at udforske Temecula Old Town. Her er stadig nogle af de første bygninger fra 1859, og resten af byen er skabt i samme westernstil. Små specialbutikker sælger lokale vine, olivenolier, lavendelsæber og krydderier, og kæmpe antikvitetsbutikker har alt fra glas til solide skovhuggerøkser.

Byen har mange barer og restauranter, og især i weekenden er der gang i live musikken. Jeg kan anbefale middag på Crush & Brew og også cafeen E.A.T. Marketplace til morgenmad eller frokost. Den har stor fokus på økologi og farm-to-table. Det moderne Californien!

Hvor skal du bo i Temecula?

I vinlandet skal man bo i ude vinmarkerne. Det gør du på dejlige Carter Estate Winery and Resort, hvor du kan få arrangeret vinsmagninger og boble i den opvarmede jacuzzi ved poolen bagefter.

#8 San Diego

Nu er vi ved kysten så langt sydpå i Californien, at det hedder Mexico om et øjeblik. San Diego er en storby uden dog at nærme sig Los Angeles. Den største økonomi i byen er den store Stillehavsflåde, der har base her. Dernæst turisme og forskning.

Hvad skal du opleve i San Diego?

Udforsk Gaslamp Quarter med smukke art deco bygninger, butikker, restauranter og barer (kan anbefale Blues House på 1055 Fifth Avenue) og Old Town, der har mexicansk atmosfære. Her er strande ud til Stillehavet, inde i Mission Bay og tilsat ren idyl på Coronado Island, hvor Hotel Del Coronado ligger som et arkitektonisk kunstværk ud til sandet.

San Diegos grønne åndehul er Balboa Park med en række museer og San Diego ZOO. Nyd udsigten ned over byen herfra. Flot udsigt er der også fra det gamle fyrtårn ved Point Loma nordpå. Læg mærke til den enorme militærkirkegård på vejen derud.

Sæt endelig tid af til at besøge hangarskibet USS Midway, der er ladet med fly og utrolige fortællinger. Du går rundt i et kapitel af verdenshistorien!

Hvor skal du bo i San Diego?

Mange foretrækker at bo ved vandet. Her kan jeg anbefale Bahia Resort Hotel og The Catamaran Resort Hotel & Spa. Vil du bo tæt på bylivet, skal det være ved Gaslamp Quarter. Jeg skal nok finde et godt sted!

#9 Skiferie i Californien

Indtil nu har alt jo handlet om at få så meget varme som muligt på vinterferie i Californien, men vi skal ikke glemme, at Mammoth Lakes har fortrinlige pister, hvis du vil på skiferie i Californien.

Hvad skal du opleve i Mammoth Lakes?

Fantastisk ski og snowboard med sprød og lækker sne på 150 navngivne trails og 46 præparerede pister. Der er avancerede freestyle playgrounds, børnevenlige Fun Zones og masser af aktiviteter også uden ski.

Hvor skal du bo på skiferie i Califonien?

I Mammoth Lakes anbefaler jeg Juniper Springs Resort lige ved liften.

Hvordan kommer du til og fra det sydlige Californien?

Den mest direkte vej er non stop med SAS til Los Angeles, men der er masser af andre muligheder med et stop på vejen enten i Europa eller Nordamerika.

Du kan også flyve ud til Los Angeles og hjem fra San Diego eller kombinere med Phoenix, Arizona og køre off road i Sedonas røde ørken vej mod Palm Springs. Så har du allerede de første brikker lagt til et større vintereventyr, men lad os tale om det.

Alt skræddersys til dig. Jeg og mine kollegaer hjælper meget gerne.

Lars Mørk

Lars Mørk (f. 1976) har været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2006. Lars er specialist i USA og har et helt særligt forhold til Hawaii. Selv om han som regel ender et sted i USA, drømmer Lars også om at opleve Sydamerika, der er det eneste kontinent ud over Antarktis, som han endnu ikke har besøgt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *