Skip to main content

43 gange i Australien – og flere rejser på vej

Nogle steder bliver man bare aldrig træt af at opleve. Sådan har Steen det med Australien, der gerne tager den lange rejse Down Under. Det har han gjort hele 43 gange – og der er flere rejser på vej.

Men hvad er det, Steen rejser tilbage til hele tiden? Kom med til outback, storbystemning, gastronomi og alt det andet, det gør Australien til noget særligt. Og få et par uundværlige rejsetips fra Steen med på vejen!

Sydney skyline

Sydney eller Melbourne?

Outbackens støv, farverne og dyrelivet er indbegrebet af Australien, men metropolerne i den sydøstlige ende, Melbourne og Sydney, er også noget for sig.

For mig er Sydney den livlige teenagepige fuld af fest, sol, sommer og strand, mens Melbourne på mange måde er mere voksen. Velklædte mennesker, super hipt, spændende arkitektur og historie og på mange måder meget europæisk.

Velkommen til Melbourne

Melbourne er den pæne dreng

Alt, hvad der hedder arkitektur, design og mode, foregår i Melbourne, og så er byen også vært for alle væsentlige sportsarrangementer såsom Australian Open.

Jeg ved, Melbourne kræver lidt mere af den besøgende, men du belønnes med autentiske oplevelser og fantastisk mad. Og så er det en by, man kan komme tilbage til igen og igen og altid opleve nyt.

Tasmaniens vilde natur

Og så er der Tasmanien!

200+ kilometer stik syd for fastlandet ligger Australiens største ø, Tasmanien. Et område, der virkelig har fanget mig, selv om Tasmanien endnu lidt overset på de traditionelle rejseruter. Mens hovedstaden, Hobart, byder på interessant historie, masser af kunst og kultur, venter et eldorado af mageløs natur lige i baghaven. Skovene dufter friskt af eukalyptus, kysten byder på endeløse strande, og så har jeg uden tøven smagt verdens bedste østers netop her!

Det fantastiske ved Australien er, at man den ene dag kan vandre med en lille rygsæk og den næste lade sig forkæle på et hotel i verdensklasse.

Great Barrier Reef // Great Ocean Road

Fisk, koalaer og skaldyr

For mange vil Great Barrier Reef være en kæmpe oplevelse, og det er det også, men Great Ocean Road står for mig som en større oplevelse.

Du kan jo opleve farverige fisk mange steder i verden, men få steder kan du køre blandt kænguruer og koalaer som her langs en af verdens smukkeste kysstrækninger. Tilsæt små hyggelige hoteller og skønne restauranter med friskfangede skaldyr og vidunderlige vine.

Bo i luksustelt og svøm med hvalhajer i Western Australia

Oplev Ningaloo Reef

Der er nu alligevel et koralrev, jeg vender tilbage til igen og igen. Det er Ningaloo Reef i Western Australia, hvor du kan gå ud til det hele fra stranden, svømme med djævlerokker og hvalhajer og bo i et luksustelt på Sal Salis 5*. På den ene side er koralrev. På den anden er outback.

Remarkable Rocks, kænguruer og vinmarker i South Australia

Fra kænguruer til vinmarker

Dyreliv oplever du bedst i South Australia med bl.a. Kangaroo Island. Vil du have en natur- og dyreoplevelse mere for dig selv, skal du tage til Western Australia med vinmarker og hvide strande syd for Perth.

Men så er der jo også Sunshine Coast, der stemningsmæssigt minder om Skagen eller Hornbæk. Dingoerne på Fraser Island. Gold Coast med temaparker for familier. Og regnskovene og krokodillerne i nord.

Vælg ud og tag dig tid

Mit bedste råd er at vælge ud og tage dig tid i stedet for at nå det hele på én gang. Det svarer lidt til at tage på tredages vandretur i Skotland, se på restauranter en aften i Paris og fortsætte til Kasakhstan, nu man er i nærheden.

Saffire Freycinet 5*, Tasmanien

I Australien er der altid noget nyt at se

Australien er et kæmpestort land og delstaternes mange forskelligartede tilbud, gør, at der altid er noget nyt at opleve. Nye oplevelser, nye hoteller og spændende restauranter, som lokker. Jeg nyder især at finde de små, autentiske steder, som australierne selv er stolte af og kommer.

Jeg viger heller ikke for et gennemført luksusresort som Saffire Freycinet 5* på Tasmanien, hvor service, gastronomi, arkitektur og natur går op i en højere enhed!

Værd at vide

Sæson: Bedste sæson for det nordlige Australien er fra april til november (Queensland, Northern Territory og Kimberley), mens bedste sæson for det sydlige Australien er fra november til marts (Tasmanien, Southern Australia, Victoria m.fl.). Vil du både opleve en bid af det sydlige og nordlige Australien, får du det mest optimale vejr fra oktober til november eller fra marts til april.

Flyvetid: Det tager 22-25 timer at flyve til Australien med en mellemlanding eksempelvis i Singapore, Dubai eller Doha.

Steen Grosen Andersen

Steen Grosen Andersen (f. 1965) har været beskæftiget i rejsebranchen siden 1991 og været rejserådgiver hos Nyhavn Rejser siden 2006. Ud over Australien er han ekspert i New Zealand, Canada, Stillehavet og Mellemøsten. Steen er oprindeligt uddannet kok, og på alle hans rejser spiller vin og gastronomi en stor rolle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *