British Columbia i Canada

4 unikke lodges i British Columbia

I British Columbias ødemark kommer du helt tæt på – på bjørnene, laksene, skovene og fjordene – og samtidig langt, langt væk fra civilisationen og dagligdagen og alt det, der forstyrrer sindet til daglig.

Skal du opleve natur, skal du bo i en lodge. Efter adskillige besøg er disse fire mine ubetingede favoritter.

Oplev hvaler tæt ved Knigh Inlet Lodge, Canada

Træd ind i en levende naturfilm

British Columbias bugtende kystlinje med dybblå fjorde, høje bjerge og tætte skove er så smuk, at den mest af alt ligner en til lejligheden opsat filmkulisse. Men det er alt sammen ægte.

Langs med bredden svømmer havoddere med ungerne trygt puttet på ryggen, mens stolte havørne svæver højt over dem. Længere ude er der gråhvaler, der boltrer sig i havoverfladen sammen med spækhuggere, delfiner, sæler og søløver.

Ved de lakserige floder vidner hyppige møder med skovens majestætiske kæmper om, at British Columbia først og fremmest er bjørnenes land, og man føler sig ydmyg stillet over for så utæmmede kræfter.

Mother and cub in Glendale Cove, BC.

Tusinder af eventyr – ganske få lodges

Fjordene og skovene i det vestlige Canada er stort set mennesketomme, og regionens små lodges ligger som øde øer midt i et hav af grønt.

Hver lodge er unik, men fælles for dem alle er den ultimativt smukke beliggenhed og de spektakulære naturoplevelser.

Da sæsonen er kort, og de fleste lodges har ganske få værelser, bør du altid planlægge dit ophold i rigtig god tid.

#1 Den glamourøse: Clayoquot Wilderness Resort

På Clayoquot Wilderness Resort når begrebet ”glamping” – glamour camping – helt nye højder. Lodgen er inspireret af kolonitidens opdagelsesrejsendes teltlejre, og selv om de rummelige, gulvopvarmede telte er moderne indrettet, bidrager de intelligente historiske referencer til den allestedsnærværende følelse af, at du vitterlig er på opdagelsesrejse i ødemarken.

Du bor på platforme på bredden omgivet af meterhøje nåletræer og sneplettede bjergtinder i et område så afsides, at du kun kan komme hertil med vandfly.

#2 Den overdådige: Sonora Resort

Både hvad angår faciliteter, service og arkitektur er Sonora Resort i en klasse for sig. Resortet ligger på en lille ø i et skærgårdslignende naturområde med grønne bugter og småøer flankeret af tætte, dybgrønne skove.

Her arrangeres dagligt en lang række actionfyldte aktiviteter, men det er en lige så stor oplevelse blot at udforske omgivelserne på resortet, nyde en gourmetmiddag og lade sommelieren udvælge en flaske vin til at matche den storslåede solnedgang.

Sonora Resort
Sonora Resort, Canada

#3 Den flydende: Knight Inlet Lodge

Knight Inlet Lodge er mere beskeden, men beliggenheden er intet mindre end spektakulær. Lodgen er opført på store flåder i Glendale Cove, der har den tætteste koncentration af brune bjørne (grizzlyer) i hele British Columbia.

 

Knight Inlet Lodge, Canada
Knight Inlet Lodge, Canada

Bjørne ved Knight Inlet Lodge, Canada

Om foråret viser bjørnene varsomt deres små unger frem, og om sommeren kan du se dem med røde, saftindsmurte snuder holde fest ved skovens mange bærbuske.

Særligt pragtfulde er bjørnene om efteråret, når de med lynets hast og præcision langer ud efter de store stillehavslaks, der springende migrerer op ad floderne for at gyde.

Nimmo Bay Resort

#4 Den familiære: Nimmo Bay Resort

Det bliver ikke meget mere afsondret og autentisk, end det er på Nimmo Bay Resort. Med blot ni hytter er atmosfæren vidunderligt uformel, og om aftenen udveksles der begejstrede historier om dagens oplevelser på kryds og tværs over lejrbålet.

Området omkring lodgen er så ufremkommeligt, at stort set al transport foregår med helikopter. Piloten finder rutineret de rigeste floder og de smukkeste vandreruter, som du kan udforske med eller uden fiskestang.

Ikke kun for de hårdføre

Det lyder måske alt sammen vældig fysisk krævende, men det behøver det ikke at være.

Det kræver ingen særlig kondition af deltage i eksempelvis de guidede ride- og kajakture, og i og med at du lever og bor midt i naturen, oplever du den ved blot at være her.

Hvalsafarier, helikopterture, yoga og vandreture er både afslappende og afstressende, og du vælger selv fra dag til dag, hvilke aktiviteter du ønsker at deltage i.

På denne måde kan du gøre din rejse til British Columbia til lige præcis det eventyr, som du selv drømmer om.

Dorthe Lærke Hansen

Dorthe Lærke Hansen (f. 1972) har været produktchef hos Nyhavn Rejser i over 10 år. Hun er specialist i Nordamerika og Mellemøsten og har besøgt USA mere end 50 gange. Aktive oplevelser med natur og dyreliv fylder meget på Dorthes rejser, men lidt moderne luksus og afslapning med familien bliver der også tid til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *